Nuvel, værket udkom sidste år og følges op af en række "residencies" i udvalgte storbyer, og udtrykket fra kunstens verden er langt fra tilfældigt, for serierne af shows i først Manchester og nu altså New York placerer sig et sted mellem installationskunst og koncert. Og som det skal vise sig, må et hvert tilløb til journalistisk autopilot suspenderes, for det bliver en både interessant og engagerende aften ude i Queens: man udfordres, tryllebindes til tider, glemmer tiden, så de to timer flyver, og så er rammen noget når optimal.

Blot få hundrede mennesker er samlet hele vejen rundt om en scene i en lille sal på videnskabsmuseet, hvor højteknologi og sære, hjemmebyggede instrumenter troner side om side og, siden, får selskab af en exceptionel percussionist, en meget ung computernørd paa sit første spillejob nogensinde, en harpespiller samt godt og vel tyve purunge islandske kvinder i gyldne gevandter.

Og så en hovedperson i tætsiddende blå PVC-kjole med underlige gevækster og orange paryk, hvis karisma og tilstedeværelse meget hurtigt fremkalder nogle følelser hos undertegnede, som i betænkelig grad minder om den teenageforelskelse i damen, som jeg plejede omkring den tid, hvor hun udsendte først "Debut" (1993) og derefter hovedværket "Post" (1995).

Antydningsvis kosmologi

Men inden en dør bagest i lokalet åbnes og Björk med følge baner sig vej gennem publikum, lige forbi Deres duperede Udsendte og op på scenen, præsenterer den navnundige britiske naturhistoriker Sir David Attenboroughs stemme aftenens seance. "Vi står på randen af en revolution, hvor teknologien vil nedbryde barrieren mellem menneske og natur", lyder det blandt andet med et lidt prætentiøst postulat, som naturligvis kan diskuteres.

Anderledes koncis er konstateringen af at "ligesom musikken kan udtrykke sider af os, som ellers ville være skjulte, kan videnskaben vise sider af naturen, som vi ellers ikke ville se". Det handler altså om natur, videnskab og musik, og rundt om Björks eminent ekspressive stemme er således otte storskærme med albummets apps, det ejendommelige instrumentarium og en serie lydlandskaber, som kun vanskeligt lader sig indfange og beskrive. 

Det er tilsvarende svært at udpege højdepunkter i den sammenhængende seance, men nedslag i det lyriske univers giver forhåbentlig et billede af, at vi befinder os endog meget langt fra your average pop concert: "I shuffle around and see tectonic plates" og "as the proteine transmutates / like a flame that seeks explosives / like gunpowder needs a war / I feast inside you", som det hedder i "Virus".

En antydningsvis kosmologi fremspilles, uden at man nogensinde helt forstår, hvad der er på færde, og Björk indrammer og opsummerer da også selv aftenen, da hun i ekstranummeret "One Day" slår ud med armene og kigger spørgende på publikum ved linjerne "one day it will all make sense".

Hinsides formlerne

For jo, efter at Björk har afsluttet "Biophilia"-seancen, alene på scenen, vender hun efter de begejstrede klapsalver tilbage sammen med trommeslageren og fortolker førnævnte sang fra debutalbummet helt i tråd med aftenens overvejende afdæmpede modus. Og her kunne det fint have stoppet; alle er glade og integriteten ikke sat over styr med en Greatest Hits-parade, som (uanset hvor fedt det ellers kunne have været) ville have stået i underlig kontrast til "Biophilia"s organisk sammenhængende, soniske sanseoplevelse.

Men nej, det er ikke slut: showet forløses i to tonsende techno-ridt, der som rasende naturkræfter underbygger ordene i Sir David Attenboroughs indtalte intro og på fornem vis binder sløjfe på en ganske usædvanlig, musikalsk aften og samtidig sender tankerne tilbage til dengang i halvfemserne, hvor Björk satte nye standarder for begavet dansemusik. 

Lad os bare droppe alle klichéer om musikalske alfer, excentriske enere og hvad der nu eller bringes til torvs, nar journalister skal beskrive Björk og hendes værk, og nøjes med at tildele fem store stjerner for denne absolutte transcendering af alle gængse, populærmusikalske formler. Og nej, det handler ikke om at falde på halen i forsigtig formodning om, at det jo nok er stor kunst, fordi jeg dybest set ikke forstår det; det drejer sig slet og ret om at tage hatten af for en kunstner, som i aften har udfordret såvel sanser som intellekt langt ud over det sædvanlige. Uudgrundeligt og smukt.  

 

Björk optræder på årets Roskilde Festival.