Magtens Korridorer
Store Vega, København,
fredag d. 3. februar 2012
| GAFFA | 4 stjerner | |
| Læserne |
|
4,75 stjerner i snit (efter 4 stemmer) |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Hjemmebanesejr til Magtens Korridorer i Store Vega
Det er fedt, når de spiller, men hvor er der meget spildtid mellem sangene til Magtens Korridorers hjemmebanekoncert i Store Vega. Den første af to udsolgte.
De velvoksne pauser mellem sangene bruges dels på at hylde øllet og udveksle indforstået øvelokalehumor og dels til forsanger Johan Olsens småkryptiske introduktioner til sangene. Det meste er ikke særlig sjovt, og det er skuffende, set i lyset af at Johan Olsen både i sine sangtekster og i andre sammenhænge har vist sig som en skarp satiriker og samfundsrevser.
Men okay, det er ikke en Niels Hausgaard-koncert, så Magtens Korridorer skal ikke vurderes på kvaliteten af deres vitser. Det er rocken, det handler om.
Bedst på de simple punknumre
Og Magtens Korridorer rocker godt i aften. De har deres helt egen firserpunk-agtige formel og lyder som et vellykket møde mellem Gasolin' og Dead Kennedys. Det fungerer bedst i de simple powerpunk-sange, som for eksempel "Picnic på Kastellet" og "Lorteparforhold". Knapt så godt hænger det sammen på de mere komplekse og ambitiøse midtempo-sange, hvor der er en tendens til, at det bliver rodet og famlende.
Magtens Korridorer er et charmerende band, der udtrykker en smittende spilleglæde og begejstring, som man ikke kan lade være med at holde af. Johan Olsen er skøn rocksanger, og hans brølende sangstil fungerer fantastisk godt live. Bedre end på plade, hvor den godt kan blive lidt trættende i længden. Guitaristen Niklas Schneidermann har en fed lyd og spiller fremragende – og hans fremtræden og attitude leder uvægerligt tankerne i retning af skuespilleren Jack Black i "School of Rock" og Tenacious D.
Faret vild
Men der er en masse løse ender. Både live og på plade giver Magtens Korridorer indryk af et kronisk uforløst band, der endnu ikke helt har fundet sig selv. Til tider virker det som om, de er faret vild i deres egen musikalske eventyrlyst og har svært ved at finde hjem igen. Eller også står det kompositoriske talent og de musikalske evner simpelthen ikke mål med ambitionerne.
I hvert fald gælder det i aften, at en række af sangene fremstår sloppy og ufokuserede på trods af det tårnhøje energiniveau. Magtens Korridorer burde levere sangene mere stramt og disciplineret, og gå til den med større patos og autoritet i udtrykket. Det fungerer bedre på deres plader, hvor der er styr på lyden, men live mangler der præcision, og musikken splatter ud i larm.
Tillidsøvelse
Succesen bæres hjem alene på charmen, spilleglæden og energien. Publikum er massivt begejstrede, stemningen er i top, og festen når et højdepunkt, da Johan Olsen under ekstranummeret "Hesteluder" forsøger at crowd surfe hele vejen ud til lyspulten med en øl til lysmanden. Han kommer ganske langt, men øllen forsvinder blandt publikum. Bagefter laver han en tillidsøvelse, hvor han sender en ny øl alene ud på rejse til den tørstige lysmand. Det er festligt på en studentikos drengerøvsfacon.
Magtens Korridorer har været på vej i mange år, har opnået en solid platform med gode salgstal og et stort publikum, men som de optrådte i Store Vega, er der fortsat noget amatøragtigt over dem. Det er både en charme og en svaghed, og det står klart, at der endnu er meget langt, til de står ved siden af D-A-D eller Sort Sol som et af de helt store rocknavne herhjemme. Der er en klasse til forskel.
















05-02-12 18:17 | Besvar
06-02-12 22:03 | Besvar
06-02-12 22:21 | Besvar
07-02-12 08:05 | Besvar
Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.