Anmeldelse / Live / Tirsdag d. 07-02-2012 kl. 08:00

James Blunt
Store Vega, København,
torsdag d. 9. februar 2012

Anmeldt af Ivan Rod
Foto: Jacob Dinesen

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,50 stjerner i snit (efter 4 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Et maskulint, britisk kraftværk i kontakt med sit danske publikum

James Blunt er mandhaftig. Veltrimmet. Energisk. Og meget direkte i sin henvendelse til publikum. Han er en mand, som leverer og i den grad giver sig selv i en koncert, der sætter stærkt fra land og holder tempo. Godt hjulpet på vej af et publikum, som for en stor dels vedkommende kender hans sange og synger med undervejs. Men ikke desto mindre – en fest, initieret af det maskuline, britiske kraftværk.

Der er hul igennem. Kontakt. Dialog. Livsglæde og -udfoldelse. Og kun lejlighedsvist melankoli. Uanset energikildens udspring og dens konkrete udfoldelse – en fortættet stemning. Fokus. Koncentration. I hele rummet. Hvis man ellers ser bort fra de øer af mennesker, som har indfundet sig i Vega i stedet for i egne samtalekøkkener. Hvorfor fanden betale der entré, når de kapsler sig inde i fokus på egne interesser og forpester koncertoplevelsen for andre?

Han fylder – dels i kraft af musikkens tyngde, dels i kraft af lydniveauet, i kraft af det enkle, melodiøse, let tilgængelige udtryk, i kraft af energien, men især – i kraft af en nasal vokal, som synes gjort af naturen. Den er ikke raffineret, men netop nasalt pågående, saftig og kraftig som hos mange amerikanere. I passager så nasalt vibrerende, at man aner en hæs, mere pågående og raffineret skygge af nogle af fortidens folk-sangere – John Denver, Arlo Guthrie, m.fl.

Vel er James Blunt pop! Men alligevel. Pop, med rødderne placeret i folk.

Han kom rundt i bagkataloget. Igennem gribende mega-hits som Carry You Home, You're Beautiful, Goodbye My Lover, Same Mistake og Wisemen. Gjorde det med styrke og troværdighed. Sammen med sit band, bag guitaren, bag klaveret. Bag mikrofonen, især!

Men en vokal, der er bærende! Intonationen. Fraseringerne. Teksterne til dels, melodierne. Forrygende. Men – der er et men – musikken er enkel. Og dét er godt. Men – til tider – også simpel. Og dét er skidt. Fordi arrangementerne bliver for kedelige, ensformige, uadskillelige. Hvad dét angår, er Blunt på farefuld færd. Trods vokalens fylde og en forrygende sceneoptræden. Materialet kan meget, meget let glide i ét med tapetet. Dét gjorde det, i passager.