Anmeldelse / Live / Fredag d. 10-02-2012 kl. 11:33

We Invented The Night og Caspian
Postfest, Train, Aarhus,
torsdag d. 9. februar 2012

Anmeldt af Sara Solhøj
Foto: Ole Lauritsen

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,40 stjerner i snit (efter 5 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Pæne postrocktoner og heftig headbanging

We Invented The Night: Pæne postrocktoner **** (billedet, arkivfoto)

We Invented The Night slog sine folder torsdag aften på Train i Aarhus, der er stedet for weekendens postrock-arrangement, Postfest 2012. Arrangementet er det seneste bud på en minifestival i en efterhånden bugnende festivalverden i det aarhusianske musikmiljø.

Postrocken byder ofte på hvinende rockguitarer og skarpe lyde, og We Invented The Night er absolut ikke en undtagelse. Og så alligevel.

For midt i alt det tunge og skarpe finder We Invented The Night plads til utallige, små, fine eskapader af velklingende stryg, flydende korarrangementer og underfundige klaverstykker.

Smuk symfoni mellem billeder og musik

Bandet blev serveret stykke for stykke med en lang introduktion, leveret af de to guitarister, Joachim Slengerik Hansen og Morten Kærup Hjort, der fra hver sin side af scenen nærmest lod guitarerne tale med hinanden. Efter flere minutter i trancelignende tilstand blev scenen tømt for lufthuller, efterhånden som de resterende ti mand gled ind på scenen i skæret fra en projektor, der skød billeder af visnende blomster op på bagvæggen. Billederne er stærkt lig coverbilledet på We Invented The Nights eneste plade, "Memories of a Bloody Love Affair", der udkom sidste år i maj. Det var også denne plade, der angav tonen for torsdagens koncert, idet sættet var identisk med numrene på pladen.

Krig afværget af Bambi

Med hele bandet samlet på scenen begyndte koncerten for alvor midt i første nummer, da trommeslager, Simon Toft Jensen, med bragende energi hamrede to store køller af et par trommestikker mod skindet i en dundrende rytme, der i selskab med både bækkener og den klassiske postrockguitarlyd kunne få tankerne hen på truende krigstrommer før et angreb.

Angrebet blev dog aldrig til en realitet, da strygerkvartetten, bedre kendt som "Who Killed Bambi?", rejste det hvide flag, og med bløde og langsomme toner overtog kommandoen ved at spille sig ind på nummeret bagfra.

I det store hele fyldte strygerne generelt meget i koncerten med deres mange smukke toner og klimtende fingerspil – måske også for meget, hvis man som gæst havde bevæget sig ud i kulden med henblik på en god og gedigen omgang postrock. Det blev til tider næsten for pænt, men foretrækker man den blødsødne side af postrockens mange ansigter, var denne koncert et bevægende og meget dybfølt indslag.

Smittende indlevelse
Samtlige af de optrædende levede sig ind i musikken og kælede med halvt lukkede øjne for deres instrumenter. Det smittede af på publikum, der i løbet af koncerten kopierede bandets svajende bevægelser.

På albummet tæller koret hele ti personer, men i aftenens tilfælde var blot tre repræsenterede. Under hele koncerten tilførte de numrene smukke korarrangementer, der bevægede sig let og elegant i baggrunden.

Blandt de syngende var Asbjørn Toftdahl, der under solonavnet Asbjørn er spået stor succes i 2012. Asbjørns vokalpræstation slog heller ikke fejl. Med sin skrøbelige og meget intense sang afsluttede han koncertens sidste nummer, "Memories", med bravur og modtog sammen med resten af bandet et piftende og højtklappende bifald fra et efterhånden halvfyldt Train.

Caspian: Heftig headbanging ****

Når Caspian går af scenen, kan man næsten blive bange for, at samtlige fem medlemmer har fået sig en hjernerystelse. Så meget blev hovederne rystet rundt i en enorme omgang headbanging, der satte både hår og instrumenter på prøve, da den amerikanske postrockgruppe gæstede Train i Aarhus torsdag aften. Caspian havde taget turen fra Boston, Massachusetts for at spille en times koncert i forbindelse med arrangementet Postfest 2012.

Håret blev dog ikke luftet lige meget gennem hele koncerten. Energien var forbeholdt dele af koncerten, som til gengæld blev leveret både velspillet og overbevisende.

Nye numre skuffede

Velspillet er desværre ikke ordet for en lidt ærgerlig passage på cirka 20 minutter først i sættet, hvor to nye unavngivne numre blev afprøvet. Her faldt tempoet flere gange, og tungen må have siddet lige i munden på hele bandet, da ingen af de fem ellers glædeligt hoppende Caspian-medlemmer havde overskud til at levere varen, som ellers var kendetegnende for resten af koncerten.

Det hang muligvis sammen med, at teknikken fra Philip Jamiesons side drillede i starten af nummeret, hvilket specielt gik ud over trommeslagerens øresnegl.

Ses der bort fra disse to numre, var resten af koncerten en udsøgt fornøjelse, der var en postrockentusiast værdig. Publikum tog godt imod og kvitterede med både hujen og jublende klapsalver ved enden af hvert nummer.

Smukke temposkift

Sættet bød både på blød fingerspilguitar og hårde toner fra strenge, der fik hårene til at rejse sig. Specielt, fordi lyden var nærmest øredøvende høj, og utallige gange nåede det røde felt, hvilket lod til at glæde det fremmødte publikum gevaldigt.

Ét af de numre, der gjorde det ekstra godt, var "Moksha" fra pladen 'The Four Trees', der var placeret blandt de sidste i koncerten.  Nummeret blev langsomt bygget op over flere minutter for pludseligt at slå over i en hurtigt stigende trommesats. Energien kom her helt i top, før tempoet blev brudt på det helt rigtige tidspunkt, hvorefter nummeret fik lov at synke ind i bevidstheden med en smukt spillet afslutning af endnu en omgang blide guitartoner.

Afslutning løftede oplevelsen

På trods af at Caspian blot tæller fem personer, fyldte de godt på scenen. Både i form af et enormt trommepodie, der fik trommeslager Joe Vickers til at trone flot i baggrunden, men også, fordi de fire i front fordelte sig bredt på scenen. Dette havde en rigtig god effekt og gav plads til både bevægelse og indlevelse.

Pladsen blev udnyttet ekstra meget til slut, hvor hele koncerten kulminerede i et brag af et trommefyrværkeri. Én for én forlod guitarister og bassist de strengede instrumenter til fordel for et par trommestikker og en heftig omgang hjernekrydsning, hvor selv Safri Duo ville have givet fortabt.

I selskab med det ivrigt blinkende, hvide lys var afslutningen optimalt prangende og et absolut højdepunkt for aftenen.

Ved Postfestival torsdag spillede også Manipulated Living og IIIrd alternative. Festivalen fortsætter fredag og lørdag. Læs mere på Trains hjemmeside