Anmeldelse / Live / Lørdag d. 11-02-2012 kl. 14:27

Jonathan Johansson og Indians
Koncertkirken, Blågårds Plads, København,
fredag d. 10. februar 2012

Anmeldt af Rasmus Elmelund
Foto: Peter Svendsen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		5,00 stjerner i snit (efter 5 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Himmelsk genlyd fra manisk svensker

+ Se hele galleriet

I efteråret var Jonathan Johansson på besøg i København, og her forsøgte han at fange opmærksomheden fra et utaknemmeligt publikum på Store Vega, der ikke var særlig stort og derudover syntes mere interesseret i at snakke end at lytte. Frost Festival gav fredag aften den svenske trubadur lidt mere bekvemme rammer, da en dedikeret fangruppe på kort tid havde udsolgt Koncertkirken på Nørrebro i København.

Til at gøde jorden foran alteret har festivalen hyret det unge københavnerband Indians. Tre hipstere med englestemmer, der foran Nørrebros (og Malmøs) in-crowd og popkendere leverer drømmende elektronika tilsat forvrængede stemmer, altoverskyggende synth og moderigtige sideskilninger og kort hår i siderne. Der bliver plads til en klaverballade og en westernguitar-classic, og det lugter lidt af både Elton John og Neil Young – dog begge udsat for hipstamatic.

Mere eller mindre frivilligt sender trioen et utal af referencer til YouTube-fænomenet og hipsterkritikken Being a Dickhead's Cool, hvor bl.a. linjen "I play synth/We all play synth" stammer fra. Oplagt er det dog at spørge, om ikke drengene netop dyrker det der metaplan, hvor kunsten er at ironisere over hele fænomenet. Det mere end antyder deres navn – Indi(e)ans – i hvert fald. Intet af dette ændrer dog ved, at gruppen med en både tight og groovy gang elektronika og samplecirkus indleder aftenen på bedste vis. Og parentes bemærket er det herligt at opleve, at man kan høre en knappenål falde til jorden under en opvarmningskoncert. Eller en dåseøl blive åbnet, for den sag skyld.

Uforståeligt svensk

Efter opvarmningen – og en lille pause, hvor man kunne tanke flere dåseøl op i krypten – gør Jonathan Johanssons tre bandmedlemmer entré en efter en. Først pianisten, Markus Lundgren, som med det samme sætter det mørke orgeltema fra Stockholm i gang.

Johansson selv går på scenen til et massivt bifald, som han kvitterer for med et nonchalant træk på skuldrene. Med sin spinkle og til tider usikre stemme sender han en skælven gemme det høje kirkerum, som når sneen falder af et gammelt grantræ. Og på omkvædet "Och i natt/Du måste tvinga mig ut/Och jag ska bara följa med/Jag behöver dig" eksploderer lydbilledet, og kirkens lysekroner tændes. På det fire meter høje sorte og hvide bagtæppe skaber bandets silhuetter et levende visual, der ligner den tilhørende musikvideo.

Bandet spiller tight, men desværre drukner frontfigurens guitar i det komprimerede lydbillede – ligesom de i forvejen svært forståelige svenske gloser mudrer helt ud.   

"Undskyld, jeg taler engelsk," indleder han, da nummeret er spillet til ende. "Men ikke engang svenskerne forstår mig, når jeg taler svensk."

Herefter får vi både numre fra den nye Klagomuren (2011) og En hand i himlen (2009), indtil bandet kaster sig ud i Innan vi faller, mens Johanssons øjne fokuserer ud i rummet, og hans bevægemønster synes hyperaktivt. Men som lytter lukkes man ind i et univers, hvor man fuldstændig glemmer tid og sted. Det føles næsten religiøst, og kirken er bestemt ingen dårlig kulisse – når det nu skal være.

Mellem mani og poesi

Johansson tager fat om sin Fender Jaguar, som var det en kædesav, og som var han Patrick Bateman i Christian Bales skikkelse i American Psycho. Og ser man bort fra kropsbygning, ligner de to faktisk hinanden lidt. Men mens den smukke Bateman ellers er balanceret i sin fremtræden, er smukke Johansson nærmest manisk. Han kaster om sig med guitaren, gestikulerer med armene og tager hele tiden fat i sit tilbageredte hår som for at lægge en dæmper på sig selv.

Mellem to af sættets afsluttende numre stopper Johansson op for at give en mindre monolog. Den handler om, at popmusik er vigtigt, fordi vi får popmusik smidt i hovedet hele tiden. Derfor har popmusikere ansvar for at lave god popmusik, siger han.

"Det gør du," råber en kvinde.

"Tjo, ja," tøver han. "Men det er ikke min pointe. Pointen er, at jeg ikke gør det alene," siger han og får således givet sine bandmedlemmer, særligt trommesalger og co-sangskriver Johan Eckeborn, en velfortjent hyldest. Umiddelbart efter spiller de nummeret Blommorne, hvis guitarriff, hævder han, kun tog et par minutter at hitte på. Teksten, derimod, tog et år. Men uanset hvor længe nummeret har været undervejs, fungerer det: Den elegante lille guitarfigur, den tunge basgang og ikke mindst den psykedeliske nærmest hardrockudvikling, som nummeret til sidst tager.

Til ingens overraskelse, men til de flestes store tilfredshed, bliver ekstranummeret den følsomme nyklassiker Aldrig Ensam. Mange kender den fra P3 i den harmløst producerede version, men live får den ny dybde med både råhed og råbevers, og Johanssons hvinende guitar kommer endelig til sin ret. Og det klæder nummeret. Så selv om vi skriver februar, og selv om fimbulvinteren stadig har godt fat i Danmark, er der mere end almindeligt god grund til at glæde sig til sommerens Roskilde Festival, hvor svenskeren kigger forbi næste gang. Indtil da kan man varme sig på aftenens energiudladning.