Echo Me: Studenterhus Odense, Kulturmaskinen

Echo Me, Studenterhus Odense, Kulturmaskinen

Echo Me: Studenterhus Odense, Kulturmaskinen

Anmeldt af Sara Elisabeth Nedergaard | GAFFA

Arkivfoto

Kulturmaskinen inviterede ind i varmen til tømmermændskoncert denne flotte søndag i februar. Omkring 40 mennesker havde trodset kulden og rødvinshovedpinen og var troppet op for at høre en veloplagt og øldrikkende Jesper Madsen, den talentfulde singer/songwriter bag enmandsprojektet Echo Me.

 

Mindre Buckley, mere Louis!

28-årige Jesper Madsen med det røde hår og de rare øjne er manden bag  soloprojektet Echo Me. Denne søndag eftermiddag indtog han også scenen ene mand med guitar. "Follow Through" fra debutalbummet "Love X Music" der udkommer i april, gav indtryk af en habil singer/songwriter med gode guitarfingre og en sikker vokalpræstation. En snert af sydstatscountry giver Madsens stemme kant, hvorimod det hurtigt bliver en smule monotont i de mange falsetstykker.

Til den fine duet "The Case", skrevet i samarbejde med London-musikeren Jay Brown, joiner Julie Strange på scenen. Med charmerende personlighed, en fin indlevelsesevne og en virkelig smuk sangstemme bliver koncerten kickstartet. De efterfølgende sange – en blanding af fortolkninger af den danske duo The Freudian Slip og nye numre fra debutpladen – er præget af en tydelig reference til 90'ernes Jeff Buckley, og er til tider en smule søvndyssende. Pianist fra The Great Dictators, Erik Lindkvist, kommer til og bidrager med skæve toner der virker opfriskende midt i al guitar-og-falset-virvaret. Et andet højdepunkt er når Jesper Madsen fordyber sig i musikken og udstøder nogle Louis Armstrongske små-brøl.

 

Fjolle Kolle på scenen

Første halvdel af koncerten er præget af en perfektionistisk mand der kan sit håndværk rigtig godt – næsten for godt. Echo Me fungerer bedst når tøjlerne bliver løsnet, stemmen er dyb og drævende, og musikken løssluppen. Før en velfortjent pause kommer hele bandet (Strange, Lindkvist, Buster Jensen på lapsteel og guitar, Rasmus Kjærgaard Lund på tuba og Thomas Mikaelsen på trommer på scenen, og der bliver lovet en forsmag på "anden akt" af koncerten. Her får de dygtige musikanter frit spil, og tankerne flyver mod et legesygt musikkollektiv i stil med Arcade Fire. Klart eftermiddagens højdepunkt.

En tår vand og lidt frisk luft, og anden runde kan begynde. Publikum, der primært er studerende, ligger i fatboys foran scenen og slænger sig i gamle, rustikke sofaer rundt om i lokalet. Stemningen oser af søndagshygge, og manden på scenen er med til at skabe den intime atmosfære med sin afslappede facon og hyggelige humor.

 

Radiohead ikke levet forgæves

Med bandet placeret ved deres respektive instrumenter fyres nogle mere rockede numre ud i det dunkle lokale. Med tunge trommer, klaver og den smukke sangstemme ledes tankerne hen på Radiohead. Visse passager i de mere upbeat numre kan tilmed minde om tidlig Weezer, med lidt god vilje. Bedst er sekstetten når Buster fyrer den af med lapsteelen, og manden i midten akkompagnerer med croonende sydstatsaccent.

Ellers er det solide numre (måske ikke med de mest indholdsrige sangtekster, men bestemt respektable) med dygtige musikere og smukke, smukke vokaler. Det bliver dog en smule kedeligt når det er for pænt og poleret – når man er så dygtige musikanter er der plads til skævheder, og de er desværre til stede alt for få gange i løbet af koncerten.

 

Mere skævhed, tak

Afslutningen kommer i form af en fortolkning af Lana Del Rays monsterhit "Video Games". YouTube-baskeren får sig et skud indie-folk, og det fungerer virkelig godt. Covernummeret sammen med første dels afsluttende musik-madness er klart højdepunkterne for denne søndag eftermiddag. Mindre polerede, stille sange og flere sydstatsreferencer pakket ind i skæve toner, så kunne undertegnede snildt finde på at smide de sidste to stjerner efter Echo Me.

 



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA