Anmeldelse / Live / Lørdag d. 18-02-2012 kl. 11:26

Medina
Posten, Odense,
fredag d. 17. februar 2012

Anmeldt af Mikkel Asferg Andersen
Foto: Sigurd Høyen

GAFFA		3 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Den simple pop druknede i overflod af fraseringer og instrumenternes kamp om at dominere lydbilledet

Arkivfoto

Medina har taget hul på sin forårsturné, der bringer hende rundt i det meste af landet. Med sig har hun et seks mand stort ensemble, rapperen Young og popmageren Christopher, der indtager rollen som opvarmningsnavn.

Christopher **

Den unge handelsstudent er af mange spået en stor musikalsk fremtid, men i aftes fik han langt fra aktiver og passiver til balancere. Forsigtigt bevægede han sig rundt om mikrofonstativet, der aldrig var mere end en armslængde borte, og gestikken virkede mere indstuderet end improviseret. Samtidig fremstod de tre første numre ensformige, hvor der især i "Mind Mind Mind" var rigeligt med gentagelser.

Derfor endte helhedsindtrykket med en omgang ligegyldig pop. Ikke decideret dårligt, men heller ikke revolutionerende. Som opvarmningsnavn er man Against the odds, og den situation blev der ikke lavet om på i Christophers tyve minutter lange sæt. Det var der alt for lidt selvsikkerhed og attitude til. Derfor har vi Nothing in common, indtil han måske overbeviser mig en anden gang. Sangmæssigt gør han det nemlig fint.


Medina ***

Gode mennesker sørgede for en behagelig afdæmpet start på koncerten, inden bassen overtog lydbilledet midt i nummeret. Herfra spillede trommerne og guitaren om kap med Medinas fraseringer, hvilket var symptomatisk for resten koncerten. Aftenen igennem lød det mere som en individuel kamp for at blive hørt, end det lød som et harmonisk og sammenspillet orkester. Og det var synd! For det resulterede i, at Medina måtte synge højere, end hun havde behøvet – og så tenderer hendes stemme til det skingre i mine ører. Ærgerligt og uforståeligt, når hun ellers besidder en dybere og mere sprød stemme, der er langt mere unik.

En dårlig koncert?

Selvom billetpriserne nåede en svimlende højde på 295 kr., var Posten ganske velbesøgt. Hovedsageligt af teenagepiger, yngre kvinder og en håndfuld af de lidt ældre. Og så deres mænd, der for fleres vedkommende lignede nogle, der var taget med for kæresten eller konens skyld. Denne formodning blev personificeret af en midaldrende mand, der bramfrit spurgte mig foran pissoiret: "Tror du ikke, det bliver en dårlig koncert?" Jeg tøvede med at svare, inden han selv konkluderede, at "nu får vi nogle øl, og så skal det nok gå".

Det gjorde det også; gik. Men jeg er stadig tøvende med svaret, for der var momenter af fin, umiddelbar pop. Eksempelvis blev "For altid" og "Ejer hele verden" leveret ganske overbevisende, men der var også elendigheder at høre. Især omkring de mange overfraseringer, jeg har nævnt allerede og den evindelige guitar, der havde svært ved at lade Medina være i fokus. Men grellest og mest tå-krummende var det, da første vers af "Lyser i mørke" udeblev, fordi Medina havde glemt teksten! Så er det svært at trække sig op over middelmådigheden, selvom scenen var sat lysmæssigt flot op, og lydkvaliteten var gennemgående god.

Gennemtænkt variation

Midt i sættet trak Medina og bandet fornuftigt nok tempoet ud af koncerten med tre akustiske numre. Taktisk var det meget klogt efter det hæsblæsende udlæg, men teknisk set var det ikke overbevisende. I mine ører gør Medina sig absolut bedst som popsanger på fængende beat, der er flere af på hendes albums. Men nogen stor stemme til akustisk musik er hun desværre ikke velsignet med.

Derfor malede småsnakken bagerst i lokalet også et større og større aftryk på lydbilledet, inden popfesten blev banket tilbage med "Addiction" og et stykke progressivt drum and bass, der gav hovedpersonen tid til et tøjskifte. Det akustiske afbræk og den efterfølgende tilbagevenden til udgangspunktet skabte en glimrende variation, der virkede godt og velovervejet. Det samme gjorde sætlisten, der favnede numre fra alle tre album. Heraf en god portion fra den seneste udgivelse, "For altid".

Næsten som utroskab

På trods af en udmærket afslutning, hvor "12 dage" og "Vi to" blev pænt leveret, forlod jeg alligevel Posten en anelse skuffet. Alt for tit kneb jeg øjnene sammen under skingre toner, og alt for mange gange spillede guitaren og trommerne om kap med Medinas stemmebånd. Det virkede næsten som utroskab over for den flirtende pop, der har bredt sig udover tre album og en stak singler.

Det ville efter min overbevisning have været en større og bedre fest, hvis ikke Medina lod den umiddelbare pop kæmpe en højlydt kamp mod guitar, trommer og åh uh åh, baby. Men trods det virkede det til, at størstedelen af mine medhørere hyggede sig. Og det var da også udmærket underholdning – musisk set var det bare ikke nogen skelsættende oplevelse.