I kampen mellem Hannah og hende selv kommer hun ud som en facetteret vinder

Trommerne er søgt i baggrunden og popelementet nedtonet. Men det plinker og perler stadig. Hannah Schneiders nye album er en fornøjelse. Det er let, i sine gadedrengehop, og tungt i sin bevidsthed om gadens forhindringer, sprækker og slitage.

De elektroniske klange er tilsat singer-songwriter-stilen med stor succes. Schneider befinder sig i samme boldgade som Anna Stengade og RebekkaMaria. Ikke så underligt, at de begge gæstede Schneiders Window Sessions, som blev udgivet sidste år. Og det er i høj grad stilen herfra, som er fortsat på Me vs. I.

Det dybe kor i samspil med håndklap på titelnummeret illustrerer fint den balance, Schneider har fundet mellem melankoli og lethed. Albummet er fyldt med smukke arrangementer, som skaber både med- og modspil til hendes meget sødmefulde vokal. Me vs. I og In The Line of Fire (som også var at finde på Window Sessions) skiller sig ud med mest radiopotentiale, men derudover giver det ikke mening at fremhæve et nummer frem for et andet.

Resultatet af Schneiders kamp mellem jeg og mig er et flot afstemt, bevidstgjort og helstøbt udtryk.