Anmeldelse / Live / Fredag d. 24-02-2012 kl. 10:27

M83
Store Vega, København,
torsdag d. 23. februar 2012

Anmeldt af Rune Schlosser
Foto: Jacob Dinesen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		4,86 stjerner i snit (efter 7 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Mur af fransk synth-dominans tordnede under en drømmende himmelflugt

Et udsolgt Store Vega var mere end klar til at modtage franskmanden Anthony Gonzalez og co., der i 2011 havde et sejrsridt med dobbeltalbummet "Hurry Up, We're  Dreaming", hvor M83 for alvor (og fortjent) slog sit navn fast hos en bredere gruppe af lyttere med deres alsidige avantgardistiske-synthpop. Det virkede også næsten som den eneste vej, det kunne gå efter det fremragende ungdoms-homage-album "Saturdays = Youth" fra 2008.

Velkommen til drømmen – skynd jer

Det utrolig højtravende synthpop der er M83's varemærke blev hurtigt slået an i salen, da fantasivæsenet fra gruppens seneste album kom ind og hilste os velkommen, som for at sige: "Skynd jer – vi drømmer". En nærmest massiv suspense blev slået an, og undertegnede kom faktisk til at grine, da det virkede meget alvorligt og nærmest Hollywood'sk i sin fremførsel. Ikke desto mindre slog det en tone an af den alvor Gonzalez forbinder med sit univers, og man må jo erkende, at det fik nysgerrigheden frem.

Det var ikke svært at gætte, hvad de ville starte med herefter. "Intro" fra "Hurry Up, We're Dreaming" blev sat an i hele sin opbyggende karakter og med en hviskende Morgan Kibby, der overtog Zola Jesus' kvindelige vokalrolle, der ellers optræder på albummet. Det blev en massiv start, hvor også de storladne trommer fik lov til at fylde ud.

Starten af koncerten var en ren udblæsning af den allerbedste karakter. Den himmelfarende dark matter-mur i "Teen Angst" efterfulgt af den mere minimalistiske – i det omfang man kan tale om det i M83-regi – "Kim & Jessie". Et af højdepunkterne på 2008-albummet, hvor den smukke forening af Kibby og Gonzalez' vokaler gav et vidunderligt islæt til nummeret.

Det blev til ren sing-a-long i "Reunion" med det karakteristiske "oh"-kor, og den pulserende koklokke, hvor der hos publikum efterhånden blev danset spontant med. Det fortsatte da den ultra-trancede "Sitting" – aftenens ældste nummer – fortsatte med arpeggios, samplede perkussion-elementer, og en baslinje der krævede fremdrift, og det gjorde de fire mennesker på scenen også. Her fik vi en smagsprøve på nogle få af de "billige" kneb, der kan blive brugt i denne type musik med en lille pause, for at få temaet til at virke endnu mere efterstræbeligt, men der blev ligesom ikke stillet spørgsmålstegn ved det i sammenhængen.

Aftenens højdepunkt

Aftenens højdepunkt var klart den smukke udgave af "We Own the Sky", der havde fået en særlig intro med vokal spillet bagfra, hvorefter det flotte og drømmende univers i sangen fik lov til at folde sig ud. Især på grund af Morgan Kibbys fremragende vokal. Nummeret blev gevaldig dancet op, og hen over strofen "It's coming, It's coming now". Ganske formidabelt.

Det tætteste vi kom på et pusterum var den smukke "Wait", hvor man kunne få lov til at døse sig hen, hvis man skulle være vågnet af Gonzalez og co.'s himmelflugt af en drøm. Under "This Bright Flash", hvor de tordnende trommer slår tankerne hen på nummeret "Don't Save Us From the Flames", som vi desværre ikke fik denne aften, ville man ønske, at trommeslageren bare blev ved med at spille sin storladne rundgang, og lod klimaks vente på sig.

"The City Is My Church" synger gruppen i "hittet" fra deres seneste album, "Midnight City", men i virkeligheden måtte man næsten tro, at det var Store Vega denne aften, for det kom endda så vidt, at den ellers meget stille franskmand crowdsurfede i nummerets højdepunkt og kastede sig ned foran publikum i taknemmelighed. Det kastede naturligvis flere minutters applaus af sig, og efter en dundrende grottestemning i "A Guitar & A Heart" kom gruppen ind til et lille coda.

To favoritter fra "Saturdays = Youth" sluttede sættet af med en flot og sløv "Skin Of The Night", hvor Kibbys vokal for alvor fik lov til at få plads, og trance-synth-anthemmet "Couleurs", hvor gruppen energisk sugede den sidste energi ud af publikum. Nummeret eskalerede med et regulært danse-inferno efter indspark fra både bassisten og Gonzalez selv. Igen stod gruppen i flere minutter, hvor de taknemmeligt tog imod det overvældende bifald, før de forlod scenen.

Det er ikke sikkert, at Anthony Gonzalez nogensinde har slået ordet jordbunden op i en ordbog. Det storladne udtryk var der koncerten igennem, og på trods af de steder, hvor gruppen grænser til noget der er kitsch, så formår de alligevel at skabe auraen, der gør, at det faktisk er okay at blive i det leje. Og med en baggrund passende indhyllet i stjerner til at underbygge idéen om en drøm, hvor man – på trods af titlen - bestemt ikke har lyst til at skynde sig med at vågne.

Opvarmning: Porcelain Raft ****

Den Brooklyn-bosiddende italienske soloartist Mauro Remiddi, der for nylig har udgivet debutalbummet "Strange Weekend" under navnet Porcelain Raft, har været en hypet herre i et stykke tid, og det er da også et ganske udmærket album fra Remiddi, der dog blot indtil nu udviser potentialet.

Porcelain Raft er ikke helt fra The Weeknds tunge beats – dog med en mere subbet tilgang – med malende lydflader a la Beach House, og så en vokal der figurerer som en hybrid mellem Blurs Damon Albarn og Suedes Brett Anderson.

Denne aften gav Remiddi os syv numre med sit enmandsshow, der blev udført ved hjælp af samples, loops, synths, guitar og mandens egen vokal. På trods af en noget løssluppen lyd i starten – ikke mindst fra fronten af balkonen, hvor undertegnede stod, så fandt lydmanden hurtigt det helt rigtige niveau, hvor de dundrende loop-beats kunne få lov til at folde sig ud, samtidig med at man kunne forstå italienerens til tider nærmest androgyne flotte vokal, der var nøje smurt i reverb.

På trods af at der var tale om en solofremførsel, så formåede Mauro Remiddi at farve sine kompositioner med forskellige beats og små ophold, hvor han fik anledning til at manipulere med de enkelte dele på sine apparater. Flere af numrene var nærmest støjede og beskidte, mens lydsiden til nummeret "Talk to Me" fra 2011-ep'en "Gone Blind" var et nærmest knugende beat med et klaustrofobisk feel.

På trods af fine takter og smukke (indadvendte) numre, og den ellers meget catchy slutter "Tip Of Your Tongue", så er det stadig svært at være et enmandsshow og gøre det rigtig spændende, når der skal holdes styr på så mange elementer – på trods af en ellers velspillende og veloplagt frontmand. Det skal dog ikke betyde, at Remiddis lydflader ikke skulle kunne komme til at gøre sig endnu stærkere i fremtiden.