Anmeldelse / Live / Onsdag d. 29-02-2012 kl. 09:40

Wilco
Falconer Salen, København,
tirsdag d. 28. februar 2012

Anmeldt af Henrik Østergaard
Foto: Jacob Dinesen

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,12 stjerner i snit (efter 17 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Som forventet var der højt til loftet, da Wilco gæstede Falconer Salen for at levere imødekommende pop/rock med masser af tung, støjende kant

Man må ikke tage fejl af den tilforladelighed, der især præger Wilcos senere karriere. Bandet, der i en atten år lange karriere mere eller mindre altid har bevæget sig i et farverigt farvand bestående af en blanding af alternativ country blandet med opløftende varme og en let-eksperimenterende, semi-krautende rock, har på deres senere dage fundet sig bedst til rette på verandaen med den magelige akustiske guitar i hånden. Men til trods for at man på de sidste plader har savnet Wilcos gakkede misantropi en smule, så har de alligevel komponeret sange, der har formået at tilføje den simple gode melodi masser af musikalske krøller. Desuden viste sidste års "The Whole Love", at Wilco er storsultne efter støjen, hvilket resulterede i bandets bedste udspil i vel noget nær et helt årti.
 
Sultne var Wilco i høj grad også denne halvvåde tirsdag februaraften i et velbesøgt Falconer Salen på Frederiksberg, hvilket muligvis ikke resulterede i bandets bedste koncert på dansk jord til dato, men som alligevel til tider var af så forbløffende høj en rockkvalitet, at man ikke havde turdet håbe på meget mere - hvilket man så havde alligevel. Sidste gang nærværende skribent oplevede Wilco på en scene, var nemlig da sekstetten fra Chicago besøgte Det Kongelige Teater tilbage i efteråret 2009. Dengang leverede de én på hatten af en uforglemmelig koncertaften, så selv om Falconer-publikummet denne aften ikke fik én med helt samme overlegne punch, så kan man umuligt forestille sig, at nogen skulle have forladt koncerten uforløst.  
 
Her begynder historien
 
Det startede ganske enkelt trist og fænomenalt. Den afsluttende sang fra den nye plade, "One Sunday Morning (Song for Jane Smiley's Boyfriend)", er en tolv minutter lang, smuk, indadvendt monton John Fahey-inspireret hymne, der som en slags mørk vuggevise bevæger sig i et tematisk grænseland mellem opgivelsen, skylden og skønheden. Den er hård kost. Den snakker ikke til hofterne, men til hovedet, hjertet, og hukommelsen, og det kan godt gøre helt ondt at høre den. Det vil være for meget at sige, at det ligefrem er modigt af Wilco at lægge ud med denne sang, men det er alligevel anderledes, end hvad man er vant til, at blive budt velkommen af så nedbarberet en sag. Hér fik den tiden til at stå stille fra allerførste akustiske guitarstrofe. Det er en af de bedste sange fra 2011, og den forblev da også en af de bedste denne aften.    
 
Herefter sejlede lydforholdene for et kort øjeblik, som lydmanden skulle omstille indadvendtheden fra "One Sunday Morning" til den stille, skæve uadvendthed, der karakteriserer den underligt progressive "Poor Places" fra "Yankee Hotel Foxtrot" (2001). Hvis ikke andet så fik denne sang i hvert fald meget hurtigt bekræftet, at forsanger Jeffs Tweedys hæse stemme lyder bedre, end den formentlig nogensinde har gjort, samtidig med at dens gakkede afslutning fik varmet trommeslageren Glenn Kotches kombinerede jazz- og rockled godt op. Det eneste originale medlem ud over Tweedy, bassist John Stirrat, lagde desuden en tung bas allerede fra denne sang af, som næsten kun blev spillet varmere og varmere, som koncerten skred frem. Men allerede fra start af var den af et imponerende niveau.
 
En levende legende
 
Den fantastiske "Spiders (Kidsmoke)" fra "A Ghost is Born" (2004) er en af Wilcos hyldester til Neu!s 70'er-krautrock, samtidig med at sangen under dens opløftende breaks formår at bevare en slags indbegrebet af Wilco. Denne aften var den dog omarrangeret en smule, således at der var skåret flere breaks væk, og derudover bevægede den sig i helt andre toner end på studieversionen. Under denne sang var det herligt at se guitarist Nels Cline tage Jim O'Rourkes velkomponerede guitarstrofer fra studieversionen til sig og spille dem respektfuldt og på sin helt egen karismatiske måde. Og nu, vi er ved ham: 
 
Nels Cline har været medlem af bandet i omtrent otte år, og det er ærlig talt blevet svært at forestille sig et velfungrende, interessant Wilco uden ham i dets line-up. I et pænt og poleret, tilbagelænet verandamusikalsk univers er han ligesom det eksperimenterende medlem, der, mere end nogen anden i bandet, giver lydbilledet dybde og kant. I Falconer Salen blev instrumentet benyttet som både blyant og baseballbat, som han fik sine guitarer og sit enorme pedal board til skiftevis at henvende sig til én som en sød, åben invitation for derefter at pande én ned i et støjinferno.

Som en strengenes Lon Chaney skiftede Clines personlighed i takt med at den ene guitar blev byttet ud med den anden. Som stiligheden selv klædt i en farvefuld blazer og skjorte samt bærende en luftlig grøn Hopf-guitar fik han på "Art of Almost" trukket tiden ud som endnu en hymne til 70'er-kompositioner, og i den lallede, men også dragende up-beat-melodi, "Dawned on Me", bidrog han senere på sætlisten med formidabel støj fra en specialbygget 12-strenget Jerry Jones-baritone, der kun gjorde vituosens stilfulde fremtoning dét mere imponerende.
 
Men der findes vel næppe den solo, der kan overgå den, som Cline leverer i "Impossible Germany", hentet fra pladen "Sky Blue Sky" (2007). Man tvinger sig selv til at bladre igennem stakkevis af den nyere musikhistories nodehæfter, hvis man blot skal gøre sig forhåbninger om at finde en guitarsolo, der kan konkurrere med denne i rytme, timing og lyd. Sangen ligger ud med at være en slags følsom hyldest til bandet Television, inden dens afsluttende 2/3-dele udelukkende er instrumental lir, der kredser omkring en kræsende, men samtidig upuritansk solo fra Cline, som starter i det stille for at stige til stor, større, størst. Tom Verlaine sidder et eller andet sted og nikker anerkendende, det er helt sikkert. I Falconer Salen var det da også denne solo, der skulle modtage aftenens bifald.
 
Et herligt skud politisk paradoks
 
Musikken forblev på den stagnerende side, da en trio bestående af "I'm Always in Love" og "Jesus Etc" og "Capitol City" banede sig vej til sætlisten. Velspilletheden forblev i top, men det var som om at førstnævnte nummers opløftende upbeat og Elvis Costello-ånden fra "Jesus Etc." lagde lidt en dæmper på den måde, tingene ellers tidligere havde udviklet sig. "Capitol City" fungerer i øvrigt bedst som fodnote på den nye studieplade. Anderledes var det med "War on War", der med en lydenergisk Cline og en ditto legefuld Pat Sansone bag det ene af to keyboard-øer fik givet den dansevenlige og opløftende melodi lige det ekstra fylde, som eksempelvis en sang som førnævnte "I'm Always in Love" mangler.
 
Der manglede bestemt heller ikke noget ekstra på "A Shot in the Arm", taget fra bandets tredje album, "Summerteeth" (1999). Hvor studieversionen af denne sang også er rig på disse ekstra-herligheder i form af tunge horn, da blev den i live-regi spillet ekstra varm af en rygende og æggende Nels Cline, der spjættede omtrent lige så meget, som hvis han havde givet sig selv et skud feedback direkte med guitarkanylen. Det er sådan, man lever sig ind i skidtet, og en hvilken som helst koncert bliver kun alt for sjældent så positivt smittende, som det var tilfældet her. Man var ét stort smil.
 
Sving, larm, rør
 
Med undtagelse af et par jævne øjeblikke var man dog hovedsagligt smilende fra start til slut, de to timer, koncerten ganske præcist varede. Wilco er et band med masser af fantastiske sange i bagagen, og langt størstedelen af dem vokser altså i hænderne på dem live. Skidtet swinger simpelthen, når det skal swinge, larmer, når det skal larme, og rører én, præcis når det er hensigten, at det skal røre én. Af ekstranumrene overskyggede "Whole Love" samt "I'm the Man Who Loves" muligvis femkløverets tre andre numre, men det er kun, fordi vi har med så dygtige folk at gøre, at man synes, man kan tillade sig overhovedet at kommentere det.
 
Wilco var fantastiske, hvor de kan være guddommelige. Man ville under ingen omstændigheder havde været foruden koncerten i Falconer, men næste gang vil man havde det endnu bedre. Sådan kræver man sine koncerter både skramlende og legende, musikalsk galopperende og perfekte inden for de rammer, musikken opstiller, og det kræver man, fordi man ved, at de musikere, man kræver det af, kan finde ud af at levere den perfekt. Indtil da, ih, mange tak for endnu en god én, Wilco.