Baby Woodrose: Third Eye Surgery

Baby Woodrose
Third Eye Surgery

Baby Woodrose: Third Eye Surgery

GAFFA

CD / Bad Afro Records
Udgivelse D. 16.04.2012
Anmeldt af
Erik Barkman

I rockens omskiftelige verden er det småt med tommelfingerregler, der altid holder stik. Her er én, jeg tror på: Nyt fra Baby Woodrose er godt nyt. Lorenzo Woodrose alias Guf alias noget tredje leverer den psykedeliske vare stort set hver gang.

Det gælder også på Third Eye Surgery, hvor de syrede sideprojekter Spids Nøgenhat og Dragontears spøger mere end nogensinde før. Det vrimler med sitarer, maskinelle rytmer og bizarre vokaleffekter på albummets ni, episke numre.

Melodisk er sangene på Third Eye Surgery helt enkle. Højdepunkter som den kosmiske ballade Love Like A Flower og storladent apokalyptiske Waiting For The War er lige til at synge med på for selv den mest omtågede Roskilde-gæst. Raffineret er til gengæld den kompakte lagkagelyd, hvor lag på lag af riffende og vrælende guitarer tilsat tyktflydende orgelsuppe og trippede rumklangseffekter drives frem af en insisterende rytmesektion.

Third Eye Surgery er kort sagt endnu et stærkt album fra dansk syrerocks nestor. Tommelfingerreglen holder stadig.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA