Album nummer otte viser en særdeles veloplagt Max Cavalera
Oven på et uinspireret udspil fra Cavalera Conspiracy viser det ottende studiealbum fra Soulfly, at bandleder, guitarist og sanger Max Cavalera på ingen måde har tabt tråden. Sangene på Enslaved er samtidig både tydeligt mere gennemarbejdede og væsentligt længere end de, der udgjorde forgængeren, Omen.
Det første højdepunkt kommer i form af Gladiator, der med sin kombination af knusende riff, råbekor og persisk tonalitet kun kan beskrives som monumentalt. På forgængeren var de i Soulfly-regi obligatoriske gæsteoptrædener albummets svaghed, men samarbejdet med Dez Fafara fra Devildriver på Redemption Of Man By God er særdeles vellykket. Endelig bør den forrygende Treachery også nævnes.
Der er dog ikke nogle decideret svage numre på Enslaved. Albummet er ganske varieret, samtidig med at de enkelte numre bliver løftet af et øje for detaljer, der sikrer et sand overflødighedshorn af appetitvækkende riff, soli og rytmer, som man som lytter kan mæske sig i.








13-03-12 19:27
Log ind for at kommentere.
Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.