Lad det være sagt med det samme: Vol 2. må gerne følge efter i en fart

Der er sket noget med L.O.C. Og nej, det er ikke den evige sang om "en rapper, der er blevet voksen". Der er mere på spil her end blot modenhed. Der er håb. Der er fornyelse. Musikalsk som tekstligt. Det er et komprimeret album – der er knap 37 minutter, til gengæld kan man høre dem på repeat uden at blive hverken træt eller trist. Det, som L.O.C forstår at gøre, er nemlig at tryllebinde sin lytter, og dette album er ingen undtagelse. Titlen afslører det måske på forhånd, lytteren kommer igennem lidt forskelligt på denne tur – storladent, let, kaotisk, hidsigt – og alt er båret og bundet sammen af L.O.C, der forstår at sætte begrebet "Persona" på spil – uanset om det så tolkes ud fra en psykologisk, litterær eller performativ vinkel.

Musikalsk er det ikke L.O.C's stærkeste album, men Es og producerholdet har ikke desto mindre kreeret en stram og varieret lydside. Selvom det ikke er et studie i fornyelse, så sidder man med oplevelsen af, at der er kælet for detaljerne, og at alt er tilpasset det enkelte nummers stemning – om det så er råt og elektronisk som i Martyrium eller blødt og legende som i Noget Dumt. Det, der virkelig hiver dette album hjem, er dog uden tvivl L.O.C's vokal. Den er der sket noget med. Der er smil på læben, der er en fornyet kraft og variation og en leg med stemmen, som klæder både rapperen og hans historier. Den trofaste L.O.C-lytter har været med på mange rejser i mørket. Det er, som om bøtten er vendt – men ikke uden et lækkert twist af melankoli, temperament og let arrogance.