Rufus Wainwright
Out Of The Game
Universal Music |
Udkom 23. april 2012 | GAFFA | 5 stjerner | |
| Læserne |
|
5,00 stjerner i snit (efter 3 stemmer) |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Rufus er tilbage i overdådigt og veloplagt pop-overflødighedshorn
Efter den afdæmpede og i Rufus-målestok noget nedbarberede og introverte All Days Are Nights: Songs For Lulu har Mr. Wainwright sluppet tristessens tøjler og er tilbage i spillet i fuldt flor. På producersiden har han slået sig sammen med Mark Ronson, der her yder sit bedste, og Rufus skyder ikke helt ved siden af, når han betegner albummet som sit mest poppede nogensinde – og det skal virkelig forstås i ordets mest positive forstand.
For selvom udtrykket er poppet, er der stadig plads til store armbevægelser og ditto ambitioner, der til fulde indfries. Out Of The Game er et overflødighedshorn af sublim sangskrivning og vellyd med Rufus' inderlige og udtryksfulde vokal i centrum for udskejelserne i det detaljerige univers og de imponerende arrangementer.
Der er en løssluppen og 70'er-agtig stemning flere steder på albummet (lyt bare til – og fryd dig over – forrygende Welcome To The Ball), og de mange musikalske glimt i øjet er tydeligere end nogensinde, og man skal virkelig være ualmindeligt gnaven for ikke at falde pladask for Rufus og Marks pop-eskapader, der flere steder strejfer det geniale.
Vi kommer – naturligvis, fristes man til at sige – vidt omkring på Out Of The Game, hvor blandt andet elegante country-croonerier (Respectable), hårdtarbejdende gospel-kor (Jericho) og et imponerende miks af funk og klassisk musik (Perfect Man) sætter dagsordenen på endnu et stort album fra en af poppens mest markante og charmerende skikkelser. Eminent og enestående.










16-05-12 13:02
Log ind for at kommentere.
Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.