The Good The Bad og Complicated Universal Cum: Kansas City, Odense

The Good The Bad og Complicated Universal Cum, Kansas City, Odense

The Good The Bad og Complicated Universal Cum: Kansas City, Odense

Anmeldt af Simon Nikolaj Haldbo | GAFFA

Billedet: Arkivfoto af The Good The Bad

Det var åbenbart stilhed før storm da de tre slanke mænd fra The Good The Bad (TGTB) denne torsdag forsigtigt luskede ind på scenen på den gamle Kansas-fabrik i Odense. De så lidt beklemte ud ved situationen, men det var måske lige så meget på grund af det ligeledes afventende publikum. Man kender det fra diskoteket; øjnene mødes, begge parter ved hvad de vil have, men er usikre på om den anden kan levere, og om der overhovedet er interesse. Med lidt nervøs klappen og et enkelt pift signalerede vi som publikum, at vi var interesserede, men det var lead-guitaristen Adam Olsson der lidt akavet tog et lidt initiativet: "Hej, vi er The Good The Bad, vi er fra København".

Og så drønede de ellers bare derudad, med et koncept der ikke til at tage fejl af. Det er rock og rul som det, Chuck Berry og Bo Diddley opfandt og Dick Dale efterfølgende forfinede. Ingen dikkedarer, ingen sang, ingen overflødige instrumenter, bare guitarrock der rykker i underlivet.

Efter første nummer, som i vanlig TGTB-stil varede lige under to minutter, tror jeg den var feset ind hos publikum; TGTB var friske på hvad som helst, hvilket blev understreget af trommeslageren der her valgte at smide sin T-shirt.

Selv drak jeg øl, men fra scenen blev der serveret shots; små korte rock-drøn, lige fra hoften. Min sidekammerat, som ikke kendte musikken i forvejen, nikkede anerkendende til mig; "det rykker rimelig godt det der". Det var også her omkring, at det første sæt trommestikker røg. TGTB er herremusik spillet af fyre, der dog ikke er bange for at flirte med det feminine. Resultatet er umiskendeligt sexet, komplet med rockstøvler, stramme jeans og meget korte skjorter.

Midtvejs kom aftenens højdepunkt: 030 (TGTB giver ikke deres numre titler, men nummerer dem kronologisk). Til nummeret hører en sagnomspunden video, der ifølge Adam Olsson har én billion views. Her lader en overdådig kvinde sig forføre af en Fender, hvilket jo uafladeligt ender i hed sex. I aftes lod det dog til at denne klassiske guitar generelt har en rimelig alsidig sexuel orientering, for den lod til at nyde Adams intime omgang med dens krop og hals i fulde drag. Faktisk var det kun andenguitaristen, der ikke indlod sig på parringsforsøg med sit instrument. Nummeret endte, som den slags gør, i et klimaks, komplet med efterdønninger og krampetrækninger.  

Da jeg senere på aftenen begav mig op ad trapperne fra toiletterne, smilte et stykke af en smadret trommestik mod mig fra et af trappens trin, et fysisk vidnesbyrd om aftenens udskejelser.

Complicated Universal Cum
Det er ingen hemmelighed at jeg er en stor beundrer af aftenens første band og deres optrædener, så på den måde der ingen overraskelser. Hvad jeg derimod var meget spændt på var aftenens andet hovednavn; Complicated Universal Cum (CUC). Selvom Frederik Valentin, hjernen og musklerne bag projektet, må siges at have god live-erfaring fra sine mange jobs med Rock Hard Power Spray, var det alligevel spændende at se, om han også kunne stå på egne ben som leder af det seks mand store band.

Hvor TGTB skærer ind til benet, hvad angår instrumentering, er tilgangen hos CUC anderledes "over the top", med hele to trommeslagere og tre guitarer. På en måde virker det dog som et meget naturligt valg eftersom CUCs musik netop er kendetegnet ved en høj kompleksitet i de mange lag guitarlyd.

Uden at det var officielt, var der faktisk tale om en release-koncert, da CUC på mandag udsender hele to nye plader. Jeg havde inden koncerten lyttet til dem begge med stor entusiasme. Det virker til at CUC især på pladen "Hello Exit Harmony" er blevet mere pæne i lydbilledet, selvom der stadig støjes. Dog blev der fra koncertens allerførste riff sat en stor fed streg under STØJ. Det massive lydbillede tog mig med bukserne nede, og jeg var således temmelig blæst under det meste af åbningsnummeret. Efter lidt tilvænning var jeg med igen og vågnede således for alvor op på "Zero & One", hvor andentrommeslageren fik gang i nogle rigtig fede percussions.

Generelt fungerede det helt fint med de to trommeslagere, mens der nok var lidt for meget distorsion og effekt på de tre guitarer, som ofte druknede i den massive støj. Lydniveauet lå også et godt stykke over hvad mine ører kunne holde til, men så var det jo godt at der var ørepropper til en femmer. Selvom de stjal en del af lyden, fremhævede de også melodierne, hvilket faktisk var ret lækkert.

CUC spildte ikke tiden med snak, men lod ofte numrene glide ind i hinanden og holdt således dampen oppe. De tre guitarister var som udsultede piranha'er over et frisk ådsel og gik til opgaven med lige dele power og ekstase. Selvom det var svært at tyde, så havde der her og der sneget sig et par danske tekster ind, noget der fungerede rigtig godt, idet det gav musikken et tiltrængt lyrisk modspil, som jeg ikke synes den gængse engelske volapyk giver.  

Frederik Valentins store styrke er nok hans sans for de lange forløb, hvor sangen får lov at udvikle sig mod et klimaks, som så nedbrydes, for så at støde endnu dybere. Dette var et gennemgående tema, som dog blev udforsket til ekstremer i sættets sidste tre numre, som for mig at se også var de bedste. Den universale sæd smager med andre ord bedst når den er kompleks, og det er altså netop i de udsyrede eskapader at CUC virkelig udmærker sig.

Aftenens sidste nummer hed "Fødslen", og som hr. Valentin selv formulerede det, så "blev den hårdere og hårdere for hver gang". Men som en klog kvinde engang sagde, så giver en hård fødsel smukke, raske børn.

Samlet konklusion

Du har kun dette liv til at opleve The Good The Bad. Deres koncept er i al sin enkelthed skidegodt, musikken er effektiv og rykker godt i løgene, og så giver de den vildt meget gas. En fuld Karlsvogn til dem. Complicated Universal Cum gjorde det ligeledes fantastisk, dog kunne jeg godt bruge lidt mindre støj og lidt mere fokus på de mange lag af god guitarlyd. Jeg håber, at der engang kommer mere af det danske og gerne i form af nogle udsyrede ting.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA