Anmeldelse / Live / Søndag d. 29-04-2012 kl. 09:59

Mike Sheridan
Koncerthuset, Koncertsalen, København,
lørdag d. 28. april 2012

Anmeldt af Jesper Buhl
Foto: Rasmus B. S. Hansen - www.terranaut.dk

GAFFA		5 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 4 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Hvordan skulle numrene fra Mike Sheridans ny plade forløses live? Spørgsmålet blev delvist besvaret, allerede inden koncerten gik i gang.

Scenen i Koncerthuset var nemlig fyldt med instrumenter. Et flygel, et harmonium, masser af percussion-instrumenter, en violin, en cello, og så selvfølgelig Mikes maskinpark, som udover computer og mixer også talte en Buchla-synth og hans umådeligt sjældne krystalglasorgel Cristal Baschet. Imponerende så det ud med sin retro-sci-fi-fremtoning, og lyden af det var smuk og nærmest udenjordisk. Koncerten begyndte med dubtechede takter, hvor de inviterede musikere og Mike selv skabte et fint møde mellem det elektroniske og det akustiske, mellem den drivende puls og det kompositorisk fyldestgørende. Åbningsnummeret forvandlede sig langsomt til appetitlig, flimrende ambient.

Rasmus Walter, som tidligere var medlem af Grand Avenue og nu er solokunstner i eget navn, entrede nu scenen sammen med Mogens Dahl Kammerkor. Sidstnævnte så i øvrigt voldsomt cool ud i den dramatiske, men effektivt enkle lyssætning. Nu fik vi så Udsigt, og ligesom på pladen skabte tilstedeværelsen af en sanger et identifikationspunkt, som selvfølgelig var fint at få, men det var egentlig ikke strengt nødvendigt (men altså heller ikke uvelkomment). Dels fordi samspillet mellem musikerne var fint, dels fordi aftenens publikum (med undtagelse af et par bøvede få) var indstillet på at lytte koncentreret, også når det blev abstrakt og ordløst.

I anden sats fik vi September Luft (sic), som føltes længere end på pladen, men absolut ikke på en negativ måde. En passage, der ramte rent ind, var da Bjarke Falgrens dybe, raspende cellodroner overtog fokus sammen med August Rosenbaums flygel. På mange måder udgjorde dette nummer en kerne i koncerten. Nummeret har i sig selv en kompositorisk vægt og udtryksmæssig elegance, som kom endnu mere til sin ret her i Koncerthuset.

Sidste sats, som bestod af fire numre, lagde hårdt ud med det i sammenhængen ret hårde og dubbede Brokvarteret. Her fik vi også buestrøgne metallofontoner fra Bent Clausen, og Gert Sørensen serverede theremintoner, som retfærdiggjorde instrumentets andet danske navn; æterofonen. Det her var virkelig musik fra de øverste luftlag. På dette tidspunkt i koncerten var spændingen i denne signaturs krop samtidig til at tage og føle på, for bagerst i virvaret af instrumenter stod en enorm gong-gong, og når man stiller sådan en op, forventer man, den bliver brugt. Det er lidt lige som, når der hænger et gevær på væggen i en film. Så ved man, at nogen skal blive skudt. Gong-gongen forblev dog urørt, og det understregede måske, at der var et vist improvisatorisk frirum for de inviterede musikere.

Det tredje vokalnummer, Håblyst, fungerede grundlæggende fint, men pegede måske på et af koncertens eneste svage punkter i denne signaturs ører. Bjarke Falgrens violintoner, som naturligvis var upåklageligt spillede, blev fra tid til anden og også i dette nummer en smule for lyriske for denne signaturs smag. Langt bedre var det, når stryger-manden spillede mere abstrakt, dronende. Det afsluttende Tankesløjfer, som sjovt nok er indledningsnummeret på Ved Første Øjekast, bød på mere dub og Mike Sheridan, som smådansede bag sine maskiner. Nummeret havde denne aften forvandlet sig til et organisk og luftigt technonummer for akustiske instrumenter, og det var en dejlig opløftende måde at slutte en koncert, som både var krævende og givende, af på.

Efter voldsom applaus og en undskyldende bemærkning om, at der ikke var flere numre, fik vi så alligevel et smukt, improviseret lille stykke på Cristal Baschet'et – måske mest, fordi Mike Sheridan havde glemt sin jakke inde på scenen, men sympatisk var det.