Alderen trykker hørbart på britiske hardrockeres 21. studiealbum

At alderen trykker på det 21. studieudspil fra hårdrock-veteranerne i britiske U.F.O. kan ikke skjules, skønt den amerikanske guitarvirtuos, Vinnie Moore, endnu en gang pifter den gumpetunge betonrock op med sine ekvilibristiske soli, og dermed gør, hvad der står i hans magt. Det er tydeligt på de to åbningsnumre, Fight Night og Wonderland, hvor forsanger Phil Moggs trætte stemmebånd kæmper med at finde fraseringer, der kan matche hans til tider mærkværdige tekstlinjer ("I came for the monkey" fra Wonderland) med de ret ordinære blues-riff, der udgør rygraden i langt de fleste af albummets sange.

Når bandet skruer ned for lydstyrken, går det fra det kedsommelige (Angel Station) over den jævnt acceptable Burn Your House Down til den rutineprægede Waving Good Bye.

Albummet er ulyksaligt homogent. De ti sange er stort set alle lige middelmådige, og det svært at finde et lyspunkt endsige et højdepunkt bortset fra Moores overlegne guitararbejde.