Velkommen tilbage i mørket, Manson er inspireret igen

Efter to ualmindeligt sløje og harmløse udspil er det, som om Marilyn Manson langt om længe har genfundet noget af den galde og den gnist, der drev mandens tidligere så mesterlige udspil. Vi skal ikke mere end et minuts penge ind i åbningsnummeret Hey, Cruel World, før Manson med et flosset, men yderst potent lydtæppe på en gang klagende og brølende (som i de gode gamle Antichrist-dage) viser, hvor skabet skal stå: "Creator, preserver, destroyer. Ask which one I am!"

Sangskrivningen er solid det meste af albummet igennem, hvor både gammelkendte tricks og nyere tiltag gør, hvad de kan for at holde lytteren ved ilden. Manson, der alle dage har været en habil lyirker, flasher sin poetiske åre i den vellykkede The Gardener, hvis reciterende stil har en tendens til at tage over i flere numrene midt på pladen, og det bliver let en kende kedeligt, hvilket er det sidste, et Manson-udspil må kunne kaldes. Men pludselig kommer Disengaged og rykker den svigtende opmærksomhed op med rode, og den tunge – nærmest metal-grungede – Lay Down Your Goddamn Arms holder den stangen. Hektiske Murderers Are Getting Prettier Every Day viser sig som et af albummets stærkeste kort, og flere hæsblæsende udgydelser som denne ville bestemt ikke skade helhedsindtrykket, der bliver mere positivt i løbet af albummets sidste halvdel.

Selvom Manson måske ikke kan chokere som i gode gamle dage, så har han tydeligvis atter noget på hjerte, og han viser ikke mindst, at han sammen med den gode Twiggy Ramirez stadig er leveringsdygtig i barberbladsskarpe snitsårssalmer, så det er en ren fryd. Det er faktisk først nu, hvor han viser, hvor godt han er i stand til at gøre det, at man som lytter finder ud af, hvor meget han har været savnet. Vi er ikke helt tilbage ved fordums tiders storhed, men det begynder så sandelig at ligne noget. Velkommen tilbage ud ad rette spor, Mr. Manson!