I omegnen af sig selv. Skarpretteren tager sig en tur foran spejlet.

Det er den melodisk velkendte og frejdige Tobias Trier, som vi møder på hans sjette album. Det bumper herligt af sted uden de helt store overvejelser. Men noget er alligevel forandret hos sangeren og sangskriveren. Og det er alderen og livet i al almindelighed. Tobias Trier er blevet voksen med villa, kone og tre børn. Dejligt. Men han er pludselig blevet bange for at gå glip af noget. Ikke mindst de kvindelige fristelser.

Elektrisk Regn er blevet et selvreflekterende album, hvor man skal lede længe efter de skarpe politiske budskaber. Og det er helt befriende at høre en Tobias Trier, der ikke skal have afleveret 15 skarpe budskaber på en og samme tid.

Musikalsk smitter den lettere melankolske besyngelser af det modsatte køn også af på en række ret kække popsange, som i de fine Satellit og Frit Fald. Disse lettere poppede momenter er med til at løfte albummet, der ellers har en kedelig tendens til at gå i musikalsk tomgang, når nerven ikke lige er der. Ligesom Tobias Trier kan blive irriterende banal undervejs.