Rasmus Kjær: Broken Bow

Rasmus Kjær
Broken Bow

Rasmus Kjær: Broken Bow

GAFFA

CD / Rakaland Records
Udgivelse D. 14.05.2012
Anmeldt af
Ivan Rod

Den unge, danske pianist Rasmus Kjær albumdebuterer med Broken Bow i eget navn.

Man kan som publikum tidligere have mødt Rasmus Kjær i anden sammenhæng – for eksempel til koncerter med indierockbandet Under Byen. Men der er næppe nogen tvivl om, at improvisationsjazzen – som hans debutalbum især rummer – ligger hans hjerte nærmere. Den spontanitet og især intensitet, der står ud af højttalerne, når Broken Row ruller, vidner nemlig om en kompromisløshed af en anden dybde end den, der udgår fra indierockbandet.

Rasmus Kjær og hans to jazzkumpaner – bassisten Jonas Westergaard og trommeslageren Kresten Osgood – skaber for eksempel i numre som Puzzle, Uploader og Et skridt frem og to tilbage – et søgende, smukt musikalsk jazzudtryk, som fint balancerer mellem melodisk avantgarde og kammerjazz.

Albummet – som både rummer kompositioner og improvisationer – balancerer som helhed mellem avantgarde og kammerjazz. Og holder vel at mærke den balance. I den forstand er projektet lykkedes. Albummet som helhed er fokuseret og stringent. Men – og det skal tilføjes – også momentvist meget introvert og vanskeligt tilgængeligt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA