Progget synth-ambient møder gode grooves møder skæve vinkler

Taragana Pyjaramas musik har skønne klange og er skønhedssøgende, men den er hverken pyntesyg eller overfladisk, og det er dejligt. Efter debut-ep'ens drømmende udtryk er Nick Eriksen gået i en lidt anden retning på Tipped Bowls.

Det er stadig poetisk musik med beatdrevne elementer som drivkraft, og de mange fine, analogt klingende og let psykedeliske synth-elementer giver pladen et skær af menneskeskabt charme. Hør eksempelvis den på én og samme gang stramt klippede og løst flydende All Those Weird Things. Hvis ører kunne spise, ville det være et særdeles appetitligt nummer. At kalde det synth-nostalgi ville være at gå for langt, men synths har nu så mange år på bagen, at man kan søge tilbage og finde noget ægte og menneskeligt i det, der engang opfattedes som kold futurisme.

De væltende skåle vipper dejligt skævt, hør for eksempel Pinned (Part 1) eller Ballibat, men det er med et konstant øre for kompositorisk tilfredsstillende forløb, og det er den modsatrettede spænding, der gør Tipping Bowls så smuk.