Islandsk minimalisme på grænsen til det selvudslettende

På deres sjette langspiller træder de islandske drømmemagere Sigur Rós tre skridt tilbage og har med majestætisk ynde genfanget det dæmpede udtryk fra gennembruddet Ágætis Byrjun. Valtari er en tilbagelænet opvisning i lavmælt melankoli. Kun et band fra den vindblæste ø kan fremmane en så fortættet stemning af at befinde sig på grænsen til det uendelige. Som på åbningsnummeret Ég Anda, hvor Jónsis vokal lige så stille overlapper koret 16 Choirs sarte toner. Her er langt fra Með Suð I Eyrum Við Spilum, hvor Sigur Rós gjorde op med deres normale kompositionsformel. I stedet blev der arbejdet mere struktureret, hvor sang og instrumentering smeltede sammen. Selv et nummer med engelsk vokal havde der sneget sig ind.
 
Kimen til Valtari blevet sået helt tilbage i 2007, men blev lagt på køl på grund af manglende fokus. Oversat betyder titlen damptromle, og der synges med stor klædelighed på en blanding af modersmålet islandsk og det selvopfundne Hopelandic. Bandet har indspillet på Island i samarbejde med bandets coverkunstner Alex Somers, hvilket har været stærkt udslagsgivende for det visuelle lydbillede. Valtari føles ofte som et organisk skønhedsmaleri, der krydser en tærskel i post-rock-genrens mest stillestående øjeblikke.
 
Timelange sessions fra i fjor fandt endelig deres mål, og resultatet er betagende smukt. Det knaser sagte under Ekki Múkk som på en gammel vinylskive, mens dryppende pianotoner rammer Jónsi og 16 Choirs engletoner som blide strejf. Albummets kardinalpunkt er den eventyrlige Varúa, hvor der lag på lag bliver bygget op til klimaks for at ende i en overstyret shogazerstorm af orkanstyrke. Sigur Rós lader atter en gang de store følelser tale. De musikalske forløb på grænsen til ambient bliver spændt til det yderste og bliver bygget op som eventyrlige lydcollager. Valtari er islandsk minimalisme på grænsen til det selvudslettende, hvor Sigur Rós igen viser formatet.