Elvis Costello: Musikhuset, Århus

Elvis Costello, Musikhuset, Århus

Elvis Costello: Musikhuset, Århus

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Patrick McManus - eller Elvis Costello, om man vil - har aldrig været helt nem sådan lige at klassificere eller putte i på forhånd definerede kasser. Da undertegnede tog en snak med ham forud for koncerten, forklarede han det blandt andet således: 

- Jeg mener, folk tager det alt for alvorligt...alt det analytiske er meningsløst for mig. Når det kommer til stykket er der ikke noget af det der er vigtigt, udover dine kæres liv og velbefindende. Man passer på hinanden og forsøger ikke at dolke hinanden i ryggen, og så går det sådan set meget godt. Intet af det betyder noget....der er intet i popmusikken som er genialt, der er bare godt, uanset om det har gode intentioner og kommer fra hjertet eller ej. Jeg har aldrig lavet noget ud fra et analytisk synspunkt eller som en øvelse eller for at få mig selv til at fremstå smart. Jeg har gjort alt, fordi jeg har været nysgerrig. Og hvis det har virket grandiost eller prætentiøst for andre, så er det deres problem.

Personificeret postmodernisme

På den indeværende turné - herunder i aften i Aarhus - har Costello valgt at accentuere uforudsigeligheden yderligere ved at støve et godt 25 år gammelt trick af: The Spectacular Spinning Songbook. Lykkehjulet, som med publikums hjælp afgør aftenens sæt, mens en go-go-danser vrider sig i et bur i scenens venstre side, hvor flere medlemmer af publikum også får mulighed for at udfolde sig i aftenens løb. I centrum er og bliver imidlertid Costello, ikke blot som sprechstallmeister med tophat og sølvbeslået stok, men også som frontmand for en tæt rockende trio, som i aften diverterer med mere end to timers energisk indsats.

På karakteristisk vis gennemløbes sættet af rockhistoriske referencer i form af bidder af sange son Hendrix' Angel, The Beatles Day Tripper og The Animals tidlige hit Don't Let me be Misunderstood. Karakteristisk, fordi man med nogen ret kan sige, at Costello snarere end at være en egentligt gudsbenådet sangskriver selv, fremstår som en personificeret, postmodernistisk musikalsk smeltedigel. Nok er han barn af slut-halvfjerdsernes new wave, men det musikalske univers en gennemsyret af popmusik og rock'n'roll fra slutningen af 50'erne og starten af 60'erne.

Vanvidsrock

Den indledende håndfuld sange har da også nærmest karakter af en slags forvrænget vanvids-rock'n'roll ude af tiden, mens der i løbet af sættet kommer flere nuancer i spil. Costello selv viser sig som en eminent sanger - indimellem også uden mikrofon - og guitarist i adskillige vilde solo-ridt. En nænsom fortolkning af forbilledet George Jones A Good Year For the Roses er et højdepunkt, og inddragelsen af publikum fungerer fremragende, idet enlige og par, mænd og kvinder inviteres op at dreje på hjulet og danse i buret i skiftende grader af entusiasme.

Det hele udfoldes i et ironisk Vaudeville-univers med letpåklædte damer og Costello som den på en gang syrligt sarkastiske og sympatiske konferencier og hovedperson. Hans måske mest mindeværdige hit So Like Candy fremføres sammen med Alison til ære for et ungt par, efter at en midaldrende mand tidligere har danset sig entusiastisk og selvsikkert vej op på scenen.

Det hele er hyggeligt og underholdende og fungerer - trods det fornemme musikerskab, der opvises i aften - fint som supplement i aftenens show, der fremstår som en postmoderne potpourri i en bevidst anakronistisk og ironisk opsætning snarere end en tilnærmelse til det autenticitets-ideal, som ellers er så udbredt på det populærmusikalske parnas. Det er både begavet, underholdende og regulært rockende; på den anden side undgår man ikke helt en vis naturlig, teatralsk distance. Man engageres ikke emotionelt, som hos en Springsteen eller Dylan i koncertsituationen. Men man underholdes ikke desto mindre fremragende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA