Ram er McCartney med kant – en kant, som han så ofte er blevet beskyldt for at mangle

GAFFA giver ordet til gæsteanmelder Tim Christensen:

Hvad der gør, at tiden har været sødere imod Paul McCartneys Ram end mod så mange andre af hans solo-udspil, er svært at sige, men det er i hvert fald den fornemmelse, jeg sidder med, når jeg gennemlytter albummet igen i 2012 – 41 år efter det oprindeligt blev udsendt.

Albummet er og bliver mit favorit Beatle-solo-album, og ja, jeg sætter Ram højere end både Harrisons All Things Must Pass og Lennons Plastic Ono Band. Selvom mange fellow-fans nok vil være voldsomt uenige, så er tendensen, jeg oplever iblandt mange kollegaer, at vi deler den samme holdning: Ram er, hvis ikke det bedste Beatle-solo-album, så i hvert fald det bedste fra Sir McCartney – og det er endda på trods af, at albummet fik en noget skæv modtagelse, da det udkom. F.eks var det min Beatles-glade onkel, som forærede mig sin kopi af Ram, da han simpelthen syntes, den var for dårlig til at stå i hans, ellers imponerende, pladesamling. Jeg har været cirka otte-ni år på det tidspunkt, og jeg har knus-elsket Ram lige siden.

At skulle anmelde et album, som jeg har haft et så nært forhold til igennem det meste af mit liv, er sært, da jeg kender hver en strofe til hudløshed. Men på den nye remasterede udgave har nutidens teknologi kunnet finpudse lyden så meget, at der dukker masser af nye detaljer op, så musikken skinner på en helt ny og frisk måde.

Sangene på Ram hører muligvis ikke til Pauls allerbedste, og Uncle Albert/Admiral Halsey er vel nærmest den eneste sang, som har været et decideret hit. Til gengæld oser hele pladen af vitalitet, musikalitet, energi og masser af følelser. Det er hudløst, uden filter, og der er rent hul igennem – både til kærligheden til hustruen Linda (som medvirker flittigt på pladen, og som efter denne gæsteanmelders mening har haft stor betydning for albummets sound og generelt er urimeligt undervurderet), men også til frustrationen over bruddet med The Beatles året tidligere, hvilket i særdeleshed kommer til udtryk de steder på albummet, hvor Lennon får en hånlig hilsen med på vejen. På bagsiden af det originale cover kan man oven i købet se to biller, der parrer sig. Tilfældigt? Næppe.

Ram er McCartney med kant – en kant, som han så ofte er blevet beskyldt for at mangle. På Ram er der noget på spil – noget, som skal bevises – og McCartney virker usædvanligt inspireret og kampklar.

Selve genudgivelsen af Ram er omfattende. For de almindelige, dødelige mennesker er det enten dobbelt-cd- eller dobbelt lp-versionen, man skal gå efter. Til nørderne (inkl. mig selv) er albummet også udsendt på vinyl i et mono-mix, som ikke tidligere har været tilgængeligt. Det er dog den ekstravagante boks-udgave, som virkelig får denne fanboy til at savle; 4 cd'er med selve albummet i både stereo og monoudgave, en masse bonusmateriale (ikke mindst hele det obskure Thrillington-album; instrumentaludgaver af samtlige sange fra Ram, som McCartney udsendte anonymt første gang i 1977), en dvd med en lille dokumentar om albummet og musik-videoer til et par af sangene, og ikke mindst en 110 sider lang bog med masser af interviews med de medvirkende og grundig information omkring albummet. Men det stopper ikke her. Boksen indeholder også en lille og en stor fotobog med Linda McCartneys fantastiske billeder fra denne periode, hvoraf nogle af billederne endda er inkluderet som replicas af rigtige fotografier, på samme måde som kopierne af de håndskrevne sangtekster – altsammen i den lækreste indpakning. Det er liret, og jeg elsker det!

Hvad end man vælger den lille eller store pakke, så står alle versionerne i vidunderligt provokerende kontrast til et fesent digital-album streamet fra Spotify eller downloadet fra iTunes. Måske det også er hensigten. Så kan I/vi lære det!

Til sidst vil jeg lige klemme ind, at jeg sammen med mit eget band The Damn Crystals og vores to gode venner/kollegaer fra USA, Mike Viola og Tracy Bonham, rent faktisk vil opføre Ram-albummet i sin helhed (+ andre McCartney solo-favoritter) ved en one-off koncert i Vega, København den 18. juni – selvsamme dag som Sir Paul McCartney fylder 70. Vi har inviteret ham til vores koncert, men jeg tror, han har andre planer den dag. Anyway, tillykke Paul. Tak for al musikken. Ram on!