Mads Mathias: Free Falling

Mads Mathias
Free Falling

Mads Mathias: Free Falling

GAFFA

CD / Calibrated
Udgivelse D. 04.06.2012
Anmeldt af
Ivan Rod

Der er næppe nogen tvivl om, at Free Falling for Mads Mathias er et drømmeprojekt, realiseret. Den unge danske sangskriver, saxofonist og crooner – komponist, arrangør og kapelmester – har således skabt et på én gang mangefacetteret og uhyre stringent jazzet album.

Det nye materiale, som for størstedelens vedkommende er skrevet af Mads Mathias selv, fremføres af mere end 25 musikere i konstellationer skiftende mellem big band, kvintet og duo. Og det er altså på trods af disse konstant vekslende konstellationer, at Free Falling fremstår som ét sammenhængende hele – som ét stringent jazzet album, der samler sig omkring vokalen og hænger sammen fra ende til anden.

Free Falling er ganske enkelt resultatet af et stramt styret set-up. Men albummet fremstår også let, ubesværet og overskudsbetonet. Af samme grund lyder det, som var det skabt af en international verdensstjerne in spe. Materialet og dets forløsning lægger sig i naturlig forlængelse af den musik, som vi i forvejen kender fra en verdensstjerne som Michael Bublé. Så der er altså tale om velsmurt vokaljazz, der grænser op til ditto underholdningsmusik.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA