Rival Sons: VoxHall, Aarhus

Rival Sons, VoxHall, Aarhus

Rival Sons: VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Rasmus Heide | GAFFA

Rival Sons' feel-good bluesrock sendte en halvfyldt VoxHall ud i onsdagsekstase.

"We got the Cadillac, we're gonna drive right into the sun…"

Rival Sons kørte onsdag deres feel-good bluesrock direkte ind mellem øjnene på en halvfyldt VoxHall – der til gengæld tog hele turen op i en rendyrket onsdagsekstase.

Opvarmning er københavnske Machine, som tonser igennem med en lydmur og en pågåenhed, der får deres 30 minutter til at føles alt for korte. En knækket basstreng i starten af sættet trækker ufrivilligt ned, men bandet klør på og lader sig ikke kue. Tværtimod. Dejligt at opleve en professionel tilgang med godt humør.

VoxHalls publikumstække er ikke imponerende. På den anden side, hvem går i byen dagen efter en fri Grundlovsdag for at opleve et nyt californisk band? Ikke nok til at fylde VoxHall – men nok til at give Rival Sons en velfortjent varm velkomst – som de returnerer fuld valuta på i løbet af de næste halvanden time.

Forsanger Jay Buchanan siger til Aarhus at, det er "good to be back". Han må mene Danmark generelt, for bandet har aldrig før besøgt Smilets By – men de var i København for to måneder siden.

Som nummer tre på sætlisten får vi gennembrudssinglen "Pressure And Time" fra albummet af samme navn, og det er betegnende for bandets selvtillid, at de spiller en af deres største esser så tidligt i koncerten.

Aarhus får sig en omgang solid, veloplagt og velspillet tung bluesrock med en legende tilgang. Jay Buchanan spiller med stemmen og benytter enhver lejlighed til vokale udskejelser, så anmelderens nakkehår står pænt på række.

Holder hele vejen

Vi taler Robert Plant, Paul Rodgers og (80'ernes) David Coverdale rullet ind i én – dobbelt cool, med total kontrol over stemmen og en saftig kraft, der ubesværet holder hele vejen gennem koncerten. Intet mindre.

"Vi har spillet en masse festivaler på den her turné, men intet er så fedt som et tæt, lille klubpublikum. Og når man rejser rundt om jorden og så kommer til et rart land, hvor I taler et helt andet sprog men alligevel synger alle vores tekster, så bliver det ikke større."

Jay Buchanan er veltilpas, småsludrende og helt ude over scenekanten - og det på trods af, at han kun sjældent ser direkte på sit publikum. På sin helt egen og særlige afslappet-nonchalante facon kaster han sig i "Soul" ud i duet med både bassen og guitaren, skiftende mellem det dybe og det høje register, så folk i salen til sidst hyler som hunde af bar jubel. Det er sublimt. Eller som sidemanden bemærker: "irriterende ubesværet!"

Et par minutter senere trækker Buchanan bandet ud i en lang, improviseret "It's A Man's World" midt i "Get What's Coming", og så rammer Aarhus' 70'er-rock in-crowd helt op, hvor englene ringer.

På sit minimale trommesæt pisker Mike Miley bandet fremad, hele tiden foran på de små markeringer, men aldrig overspillet. Han kan sin John Bonham til fingerspidserne, men lægger så mange andre feelings ind over også, så man undgår at fortabe sig i kopiklichéer.

Bassist Robin Everhart holder sig i baggrunden, iført solbriller og ubemærket brilliant bas - som du først rigtig ville bemærke, hvis den faldt ud. Hans og resten af bandets baggrundsvokaler fylder godt op i lydbilledet uden at være prangende. Men Rival Sons' tre baggrundsstemmer er et af deres hemmelige våben.

Næstefter Jay Buchanan er guitarist Scott Holiday bandets fremmeste energikilde. Kamæleonsagtig byder han op med riff efter riff uden nogensinde at blive repetitiv. Han har et alsidigt lydrepertoire, og hans soli giver mange mindelser om rockhistoriens største guitarister… Hov, var det ikke Jimmy Page – eller Paul Kossoff – eller Stevie Ray Vaughan – eller…? Men mens spillestilen, lyden og tilgangen er ren retro, sørger friskheden over hans og resten af bandets måde at dyrke musikken på for at holde det hele nutidigt og medrivende.

Rival Sons er et hårdtarbejdende orkester. Bare siden november har de besøgt Danmark tre gange, og ind imellem turneret som opvarmning for blandt andre Judas Priest, Guns N' Roses og AC/DC og som hovednavn til deres egne koncerter. De bliver mere og mere tight, dynamikken er bjergtagende og de lange jams hen imod slutningen står knivskarpt, skåret ud af rockhistorien med præcisionsskalpel og præsenteret tindrende klart i 2012.

Men hvad giver man så til bandet, der har alt? Seks stjerner. Igen. Gud nåde trøste anmelderens troværdighed, hvis de er lige så gennemførte næste gang også…


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA