Find roligt ”Zero”-T-shirten frem igen – The Smashing Pumpkins er tilbage i fuldt flor

Man kunne være fristet til for længst at have dømt The Smashing Pumpkins ude, men hvis man har fulgt med i Teargarden By Kaleidoscope–projektet på bandets hjemmeside, vil man vide, at Corgan og kumpanerne på det seneste har spyttet en række glimrende sange ud, hvilket da også har skabt en del spænding omkring dette første regulære studiealbum fra græskarhovedernes hånd siden den noget skuffende Zeitgeist. Og Oceania skuffer ikke – tværtimod overrasker det yderst positivt med en samling stærke sange. 

Oceania starter træfsikkert ud med den hårdtslående og psykedeliske Quasar, der er et slagkraftigt og frydefuldt guitarbombardement, som kun Corgan kan anrette det. Guitarerne er i høj grad også skruet op på Panopticon, hvor der også er plads til store melodier og medrivende omkvæd. Vi får også de klassiske storladne Pumpkins-ballader flankeret af strygere, og kvaliteten matcher heldigvis armbevægelserne.

Sangskrivningen er albummet igennem helt i top, og det virker som om, Corgan har fundet tilbage til den kreative åre, han tappede fra tilbage i 90'erne. Helt seriøst. Der er stunder, der problemløst matcher hovedværket Mellon Collie And The Infinite Sadness, og denne samling sange er det bedste, der er udgivet under navnet Smashing Pumpkins siden Adore. Oceania er en smuk, hård og helstøbt plade fuld af fremragende sange, der giver nyt håb for The Smashing Pumpkins' fremtid, og Teargarden By Kaleidoscope virker mere og mere som et projekt, hvor ambition og musik går hånd i hånd.