Anmeldelse / Live / Fredag d. 15-06-2012 kl. 20:15

When Saints Go Machine
Sonar Hall, Sonar Festival, Barcelona,
torsdag d. 14. juni 2012

Anmeldt af Simon Nathanael
Foto: Simon Skipper Christiansen, http://www.simonskipper.dk

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Det fremadrykkende, snart–stormende, danske elektrorock-band lukkede Sonar-festivalens åbningsdag med et retningsbestemt og lagdelt sæt.

Arkivfoto

Den drømmende ballade "Parix" svømmer ud af højtalerne med en plukkende synthharpe, der rammer bagvæggen og hopper frem og tilbage mellem gulv og loft. "Bad dreams ricochet, ricochet, walking talking endlessly". Nikolaj Manuel Vonsilds lyrik sætter ord på oplevelsen, og lokalets dunkle stemning kærtegnes af sangens dobbeltsidede udtryk: Melankolien lysnes af harpelyden og en smuk detaljerigdom i de høje frekvenser, som spænder lydlandskabet ud mellem knitrende vokalpassager og synthesizernes dybe, våde basarbejde. Stemningen falder overraskende godt i hak med oplevelsen af at sætte øret til en kølig, skandinavisk konkylie i Barcelonas klæbrige miljø.

Festivalens fedeste scene

Inden koncerten har jeg fuldt strømmen af publikummer, som bevæger sig mod Sonar Hall. Scenen er placeret i kælderen i Barcelonas store kunstudstillingskompleks, MACBA, og er uden tvivl festivalens fedeste venue. Den dunkle, kølige luft på minus en etage står i skarp og behagelig kontrast til den invaderende fugtighed, som omslutter alt og alle på pladsen over os. Publikum har spredt sig i hallen og sidder i små grupper på gulvets tørre stenplader. Bagerst i lokalet er der indgang i hvert hjørne, og lyskegler spreder sig som varme tragter ud fra åbningerne. Ud over at spille på den fedeste scene har bandet også fået dagens bedste slot; klokken 20:30, og de er dermed den afsluttende akt.

Udtryk bliver til indtryk

"Parix" afløses af det nyeste skud på de fire helgeners stjernehimmel, singlen "Mannequin", som introduceres med ulmende vibrationer og en dyster, molfikseret versharmoni, som løftes en anelse i omkvædet. Nummeret forløses i outroens blæs- og strygerarrangement. Her lysnes stemningen for første gang, og man fornemmer, hvordan de første fire numre fungerer som en nøje planlagt opbygning til resten af sættet. Live-udgaverne spilles som på de indspillede versioner, og produktionerne er ofte brudt op i stykker, hvor musikkens pauser skaber små rastepladser, hvor sangenes udtryk får lov at blive til indtryk, der synker ned hos publikum. Eneste kritik af lyden er, at vokalen momentant forsvinder i bulderet fra synth og programmering; og det er en skam, når Vonsilds stemmeinstrument ofte er kernen i bandets sound.

Simpelt og svimlende komplekst

Anmelder-darlingen "Church And Law" bliver sættets point of no return. Den tunge, synkoperede bas-synthesizer sætter sig igennem med fokuseret energi, og salen bliver pludselig mærkbart opmærksom. Der sker noget. Efter én rundgang toppes dybden af Nikolaj Manuel Vonsilds vokal i det helt enestående første vers: to instrumenter; ét helt, uforceret, enormt simpelt og på samme tid svimlende komplekst udtryk. Falset-melodien akkompagneres af hvidt lys, og rummets naturlige klang fusionerer med lydteknikerens rumklang. "Jeg har på fornemmelsen, at det er sådan her maskiner må lyde dybt inde i en norsk skov. Det er sindssygt organisk," siger Ben Romberg fra det italiensk-engelske magasin "Digicult", som står ved siden af mig. Og det er en rigtig fin metafor.

En drøm går i opfyldelse

Halvvejs inde i koncerten er skovbunden lagt, og sættet fortsætter med uptempo-tracks som "Kelly", "Jets" og 2009-singlen "Fail Forever", der i fællesskabet formår at forløse hele det momentum, som er opbygget op til nu. Hele salen danser sammen med drengene på scenen, og især "Jets", som på pladen er spinkelt produceret, får en overordentlig overhaling af Silas Moldenhawers trommespil oven på et bigroom-techno-beat, der nærmest løfter loftet. Mellem numrene får vi det obligatoriske "Thank you!" fra Vonsild, og inden de sidste to sange udtrykker han med ydmygt, genert smil sin taknemmelighed for endelig at komme til at spille på Sonar: "Det har været en drøm for os i flere år. Tak til jer alle sammen!"

Fra mos-melankoli til grønt lys

Koncerten afsluttes af den trommeløse "Whoever Made You Stand Still" og den arpeggio-opbyggede "Add Ends", som for alvor viser bandets harmonisk-kompositoriske potentiale. Her viger Vonsild fra sit karakteristiske falsetleje, og hans stemme forvandles fra sin instrumenterende funktion til en gennemtrængende frontmandsvokal i fuldt register. Sammen binder de to numre sløjfe på en stærk performance, der får lov at slutte i en underspillet og fantastisk positivt orienteret æstetik. Bevægelsen gennem introens mørke, mos-agtige ballader, op ad stammerne til en position i inviterende, dansabel øjenhøjde og videre op i trætoppenes grønne lys gav koncerten en utvetydig direktion med flere eftertænksomme stop undervejs.

Det er ingen tvivl om, at bandet her repræsenterede nordisk elektronisk musik fra sin allerbedste side. Det var desuden min bedste koncertoplevelse på dagen, og på trods af faren for nepotistisk klandring får de et 12-tal med en lille pil nedad for den til tider diffuse lyd: fem ud af seks.