Giv den op for Jokerens mestendels vellykkede forfatterdebut

I en vis forstand kan man sige, at det er et match lavet i helvede: forfatterdebuten fra den storskrydende og i stigende grad folkekære rapper Jesper "Jokeren" Dahl landet på bordet hos stabens muligvis allermindst håndkants-kastende og hængerøvsklædte medlem. Som imidlertid også har en universitetsgrad i litteraturhistorie, og som sådan må formodes at have en mere eller mindre kvalificeret holdning til produktet.

Og hvad så? Tjo, Dahl formår både at indfri fordomme og bange forudanelser og samtidig overraske ganske positivt med sine veloplagte prosastykker – snapshots fra hans eget liv i den berømte og i dette tilfælde københavnske overhalingsbane, bundet sammen af mere eller mindre beåndede refleksioner over (næsten) alt mellem himmel og jord.

De glade nyheder først. Der har i efterhånden mange år siddet en entusiastisk flok kulturjournalister og også akademikere og erklæret, at det i særlig grad er i netop rappens lyriske univers, man skal lede efter de interessante, sproglige nyskabelser. Undertegnede har aldrig været en del af dét kor, mest fordi jeg ikke har haft den fornødne interesse i at dykke ned i netop denne musikalske subkultur.

Når det er sagt skal jeg imidlertid ile med at konstatere, at Jokerens gadesprog faktisk fungerer fint på den trykte side – når han "giver den op for" nogen, der har gjort ham velvilligt stemt, hilser på sin "homie" på møntvaskeriet eller sagligt sondrer mellem  "et slesk playersmil" og "det iskolde street-smil".

Onkel Dannys arvtager?

Kombinationen af københavnsk gadeliv og -sprog og rusmidlernes relativt centrale placering i teksten gør det naturligvis vanskeligt ikke at sende en tanke i retning af salig Dan Turèll, som Dahl da også selv sender et nik, idet han lader "den kendte kunstner Jens Birkemose" bemærke under et tilfældigt møde på en café: "Dan ville have elsket dine tekster", hvorpå han selv reflekterer:

"Det er nok den største kompliment, jeg har fået i år. Måske endda i dette årtusind. En hilsen fra den tørstigste af alle danske digtere fra hinsides graven. Jeg gik opløftet videre".

Lighederne stikker imidlertid ikke meget dybere, for selvom det kun er naturligt, at Dahls kulturelle referenceramme er anderledes end Turèlls, er der en anden og helt afgørende forskel. Turèlls måske allerstørste force som skribent lå i det forhold, at han bevægede sig sømløst mellem populær- og finkultur, mellem det folkelige og det intellektuelle: Dylan, Donald Duck, Gustav Winckler, Bang og Burroughs var alle sideordnede i samme ekstensive menageri.

Om Dahl besidder Dannys intellekt skal jeg ikke stille mig til dommer over, men som forfatter besidder han i al fald ikke Turèlls blik, endsige hans stilistiske virtuositet. Og når Dahl namedropper og sågar parafraserer Rimbaud og Baudelaire forekommer det på éen eller anden måde påklistret, og undgår ikke helt indtrykket af en pseudointellektuel gymnasieelevs åndrigheder.

Gymnasielev er Dahl som bekendt så langtfra, og som sagt rummer bogen – for det er hverken en roman eller en digtsamling – faktisk også en del fine refleksioner, og mandens generelle ligegyldighed overfor hvad han selv betegner som småborgerlighed og normalitet er også både sympatisk og forfriskende, ikke mindst i epilogen "Smiling skumbags", der antager karakter af en eksistentiel trosbekendelse:

"Jeg har brug for min åndelighed i denne her småborgerlige, materialistiske lorteverden (...) Selvfølgelig skal der af og til sendes et stærkt og klart signal til omverdenen om, at jeg ikke er helt ude at skide. I jeres småborgerlige definition af den tilstand. Som sagt skal jeg ikke være den, der peger fingre ad jer. hvis det fungerer for jer, så gør, som I gør. Det her fungerer for mig".

Foruden dette Jokerens fem-siders manifest reflekterer forfatteren også løbende over egen rolle: som kunstner, far og Joker. Som han bemærker et sted, er hans virkelige kunstværk Jesper Dahls liv. Og det netop dét, der her lægges ud i den lange stribe prosastykker.

Ego og tekst

Så er der egoet, den endeløse selvrefleksion, den konstante selvbevidsthed. Jeg er klar over, at hele fuck-janteloven-attituden er et bevidst og for så vidt også forfriskende valg fra mandens side. Fred være med det. Men det Store Ego går desværre også ind og forvandler nogle af refleksionerne til navlepillerier. Og skurrer i ørerne, når forfatteren omtaler sig selv i tredje person og giver den fuld skrue med udmeldinger som "Den store Houdini er tilbage" og "vi havde fået lidt mere blæk i huden. Men vi er stadig de samme drenge – living with the legends in the sun".

"Du kan ikke kalde på de voksne, når My Girl hiver 9'eren frem af bukselinningen og pistoltæsker din bøsserøv foran din grædende kæreste", hedder det et andet sted; ikke desto mindre er jeg nødsaget til i saglighedens tjeneste desuden at påpege en lovligt klichétung tone indimellem: "Men den rigtige fjende lever inde bag de to blågrønne øjne, jeg ser i bakspejlet" eller "At være helt åben og klar til at tage imod den bold, skæbnen vil spille mig" og "For en rastløs sjæl som mig selv bliver selv total frihed hurtigt gammel".

Når det alligevel ikke vælter og denne signatur faktisk i vid udstrækning er "nede med" (det siger man da, ikke?) bogen skyldes det, at småpinligheder som ovenstående faktisk modsvares af vitterligt originale og sprogligt veloplagte udmeldinger: "Er det et champagneliv eller en løbsk galop ned ad strassen med en heroinafhængig tidligere børnesoldat fra Somalia?".

Og selv om det på nuværende tidspunkt formentlig er for sent for denne anmelder nogen sinde at gøre sig håb om at kunne kalde sig forfatterens homie, er konklusionen således faktisk, at Jokeren lander med æren i behold med sin forfatterdebut. Tids- og miljøskildringen af yuppiekulturens forlængelse ind i halvfemserne er underholdende, samspillet med den antydede, personlige dannelsesproces fungerer fint og husk så: "Din mor kommer ikke og reder trådene ud, når Mesk One from the Slums klapper dig en tandlægeregning til 100.000 kroner". Det er bare ord.