Anmeldelse / Live / Søndag d. 17-06-2012 kl. 23:54

Emeli Sandé
Northside Festival, Blue Stage,
søndag d. 17. juni 2012

Anmeldt af Trine Jørck
Foto: Toke Hage www.tokehage.dk

GAFFA		4 stjerner
Læserne		4,71 stjerner i snit (efter 7 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Livsbekræftende og hjerteskærende musik fra stor stemme

Det vælter ud over scenekanten. Emeli Sandé og hendes tightspillende band sparker en fuldstændig nærværende og hjerteskærende livsbekræftende energi ud i hovederne på de fremmødte. Koncerten starter blændende ud med hittet "Heaven". Nærværende anmelder får hjertebanken, gåsehud og tårer i øjnene. Ikke fordi det er sørgeligt, men fordi det er så intenst, livsbekræftende og overvældende. Det virker modigt at fyre den største raket af som den første, men Emeli Sandé holder dog generelt et højt niveau koncerten igennem – med et par få undtagelser.

Emeli Sandés musik er pop i den forstand, at det er iørefaldende, ligetil, lettilgængeligt og glædesfyldt. Trækkende på soul, r&b og gospel står stemmen som det absolutte centrale midtpunkt i forestillingen. Og hun kan synge. For pokker hun kan synge. Fuldstændig ubesværet danser hun op og ned i vilde fraseringer og kommer hele toneregisteret igennem. Med et kæmpe overskud og sangteknisk kunnen må hun næsten placeres i kategori med store stjerner som Mariah Carey, Whitney Houston og Christina Aguilera. Dog har Emeli Sandé, med sit sort/hvide Croella Deville-undercut hår og en tilsvarende pinkhåret korsangerinde, en anden kant og skævhed end ovenstående mere pænt polerede damer.

Ud over at være en fantastisk dygtig sangerinde med en stor stemme fornemmer man også en særlig tyngde bag de sungne ord hos Emeli Sandé. Hun mener hvert et ord. Alle bevægelser, ord mellem numrene, smil og udstråling får flere af sangene til at gå lige i hjertet. Flere af numrene blender lidt sammen i ensformighed, og på få tidspunkter tager jeg mig selv i at kede mig lidt. Kedsommeligheden bliver dog gang på gang brudt af overraskelser og energibomber, som eksempelvis hits som "Daddy" og afslutningsnummeret "Next to Me", begge fra debutalbummet "Our Version of Events".

Den helt store overraskelse må dog siges at være et uortodokst reggae-medley af Bob Marley-sange, leveret i en syret kombination af Jason Mraz-associerende reggae-guitar og et dundrende mørkt techno-rave-helvede. Jeg ved ikke, hvor vellykket selve kompositionen var, men tidspunktet var velvalgt. Som overraskelsesmoment fungerede det godt, og alle var efterfølgende i topform til at give den gas til afslutningsnummeret "Next to Me".

Når det peakede, var Emeli Sandé blændende fantastisk. Med sprøde korsangere, tight spillende band og gode popmelodier blev publikum løftet i ekstase. Jeg havde flere gange følelsen af at være blevet inviteret med i Whoopi Goldbergs "Halløj i Klosteret" ("Sister Act") og var på nippet til at råbe "Halleluja". Kunne Sandé dog tilføre lidt af sin coolness og kant fra sit look til musikken, og variere lydbilledet en smule mere, tør jeg slet ikke tænke på, hvor godt det kan blive.