Snow Patrol
Northside Festival, Green Stage,
søndag d. 17. juni 2012
| GAFFA | 5 stjerner | |
| Læserne |
|
6,00 stjerner i snit (efter 7 stemmer) |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Ukuelige Snow Patrol leverer et flot punktum for en vellykket festival
Der er tyndet godt ud i publikum på NorthSide, da Snow Patrol går på som det sidste band søndag aften, men de, der er blevet tilbage får en stor og flot afslutning på festivalen. For hvor Snow Patrol kan være en noget søvndyssende affære på plade, skuffer de sjældent live, og i aften er ingen undtagelse.
"Hands On" åbner ballet og gennemsympatiske Gary Lightbody og hans kumpaner har kun én agenda i aften: at underholde, og det virker vitterligt ikke som om, der er noget sted, de hellere ville være. Der spilles tight og professionalismen er imponerende. Ligesom det kan mærkes, at størstedelen af det tilbageblevne publikum er her for at se netop Snow Patrol.
De mangler, sangene i sig selv kan have, bliver til fulde opvejet af live-karisma og spilleglæde, og selv lidt tekniske problemer bliver taget med oprejst pande og en lille præstationsangst-joke ("this has never happended to me before – that's what all men say in this situation"), og mens problemerne løses får vi den nedbarberede "Dark Roman Wine" med kun klaver og vokal, før hele bandet er tilbage for fuld udblæsning.
Der er højt til loftet og hænderne er i vejret under et veltirettelagt sæt, der emmer af charme og overskud. Bandets nogle steder ellers så blide kramme-rock får et ordentligt spark i røven, og det giver så sandelig en ekstra energisk dimension eller to i aften. Der er eminent publikumskontakt og godt med syng-med-omkvæd hele vejen igennem, og bandet har en herligt uhøjtidelig attitude, der ikke matcher deres musik.
Gary Lightbody har publikum om sin lillefinger, og det lykkes ham sågar at få hele pladsen til tyst at hviske et omkvæd for langsomt at bygge det op til en skrål-med-fest. Derudover får vi selvfølgelig at vide, hvor smukke, vi er, og Danmark inkorporeres i en sangtekst. Det er showmanship efter alle kunstens regler, og med sådanne entertainerevner sluger man let floskler som "you are the torch and it all makes sense".
Pladsen smelter nærmest, da introen til "Chasing Cars" går i gang og med en skarpladt levering af "Fallen Empires", "Open Your Eyes" og ekstranumre i form af den rørende fader-hymne "Lifening" og hittet "Just Say Yes" satte Snow Patrol et flot punktum for ikke bare et brag af en koncert, der bestemt har mildnet denne anmelders skeptiske syn på bandet, men også for en vellykket Northside Festival. Vi ses næste år!













18-06-12 10:22
18-06-12 15:38
Mht. koncerten kendte jeg kun 'just say yes' (og så selvfølgelig chasing cars, som jeg dog ikke vidste kom fra SP's hånd) forinden, men blev helt sikkert fan! Var noget skeptisk da programmet kom ud, men SP var helt sikkert en værdig afslutter på northside!
Log ind for at kommentere.
Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.