Anmeldelse / Live / Mandag d. 18-06-2012 kl. 10:38

James Blake
NorthSide Festival, Blue Stage,
søndag d. 17. juni 2012

Anmeldt af Rune Schlosser
Foto: Toke Hage www.tokehage.dk

GAFFA		5 stjerner
Læserne		3,94 stjerner i snit (efter 18 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Den britiske soul-dubstep-kunstner var kontrastens taler, da gåsehuden både kom under subbede soniske udrensninger og smukke afdæmpede passager

Før James Blakes koncert var NorthSides anlæg blevet testet rimelig grundigt, skulle man mene. Dog kunne man godt tvivle på, at Blue Stages sub havde været udsat for helt samme brug af de dybe frekvenser, som det var tilfældet under James Blake-koncerten.

Det er en ekstrem minimalisme, Blake bygger sin musik op omkring, og til at udføre det, havde han sine faste musikere Rob McAndrews og Ben Assiter på henholdsvis guitar, sampler og trommer. Trioen fremførte godt og vel første halvdel af James Blakes fornemme selvbetitlede debut, mens der også var blevet plads til et par numre fra hans seneste ep "Enough Thunder" fra 2011, samt et par tracks fra hans tidlige ep'er – "CMYK" og Klawierwerke".

Mellemgulvs-sub

James Blake og co. lagde ud med den vuggende "Unluck", hvor han startede selv på sin Prophet-synth, mens samples og trommer befandt sig i en smuk forening. Det var også i dette nummer, at man første gang blev bevidstgjort om, at det er en anden lydlig oplevelse, når man hører Blake under disse omstændigheder, frem for bøfferne hjemme på computeren. Niveauet af sub blev i hvert fald mødt med uudsagte blik publikum imellem, mens der blev holdt en hånd på mellemgulvet.

James Blakes nærmest faste brug af auto-tune som en særlig effekt fungerede også overraskende godt live. Især i starten på "I Never Learnt To Share", hvor vokalen med auto-tune og pitch-shifter for alvor byggede nummeret op til den instrumentale indsats. Der blev desuden panoreret flittigt fra lydmanden, hvis rolle var godt tilpasset med gruppens sæt, hvilket bestemt vidner om mange koncerter, mens ørepropperne blev fundet frem hos de tilstedeværende – nu mest for at tage lidt af subbens top.

Det smukke todelte nummer "Lindisfarne I" og "Lindisfarne II" var en fornøjelse, hvor Blake forinden takkede for "number, force and support" fra de danske fans. 

Han live-samplede desuden sig selv i den lange vokale intro, "Lindisfarne I" bærer præg af, mens "Lindisfarne II" virkede som en naturlig fortsættelse. Der var nogle smukke kunstpauser imellem, hvor de forskellige vokalstrofer fik lov at bundfælde sig, og supplementet af de pad-baserede trommesæt og McAndrews' guitar-picking-kompetencer gav lydbilledet en smukt organisk/artificielt kontrast.

Farvende samples

"To Care (Like You)"  var et skoleeksempel på, hvorledes lydbilledet virkelig er blevet overvejet grundigt. Nummerets meget subbede karakter blev suppleret af Assiter, der udelukkende spillede små hi-hat slag eller samplede nogle elektroniske lyde, der stort set ikke indeholdt andet end diskante anslag, som skulle markere den rytmiske fremdrift. Meget intelligent. Pitch-shiftet i dette nummer fik desuden Blakes vokal til at fremstå ganske androgyn eller kvindelig, hvilket fungerede rigtig fint i afvekslingen af det samlede lydbillede, sammen med McAndrews' farvende sample-indsatser.

"CMYK", "Limit To Your Love" og "Klawierwerke" viste lidt flere sider af den britiske sangskriver og sanger, der med sin meget soulede vokal især i midterste nummer var en gåsehudsfremkaldende faktor. Den endnu mere sample-baserede "CMYK" blev bygget op til et dynamisk klimaks, hvor Assiter gav den op med reggaeton-beats i højt tempo, mens Blake flittigt tilføjede penselstrøg af sin maskinelle vokal.

Feist-nummeret "Limit To Your Love" viste en mere facetteret sang fra Blake, hvor hans smukke klare vibrato desuden kom til sin ret, suppleret af en oscillerende bas, mens der blev dømt decideret subbet sonisk udrensning visse steder i nummeret. Publikum var naturligvis meget til stede på det meget radiospillede nummer, der virkelig fungerede godt live. De sluttede den af med en nærmest dubbet cover af selv samme nummer, de dog ikke nødvendigvis havde behøvet for undertegnede – men dog var en afveksling.

Repetitivt – smukt

Åbneren fra "Enough Thunder"-ep'en "Once We All Agree" startede utrolig smukt med Blake på soloklaver og små detaljerige tyste samples, der skulle give lydbilledet dybde. Vokalen stod dog lysende klart, ligesom hans stemme, og det var et klart højdepunkt. Ligeledes var "The Wilhelm Scream", der dog startede med en mindre lydfejl, hvor venstre side af højtalerne kortvarigt svigtede. Her blev Blakes vokal og det minimalistiske beat suppleret af fine sonar-lyde, og det meget repetitive forløb endte med en storladen forløsning på ordet "dream", hvorefter nummeret elegant decrescenderede.

Han rundede sættet af med Joni Mitchell-coveret fra samme EP, "A Case Of You", hvor de to resterende musikere forlod scenen, og Blake gav den op med sin lidt mere soulede crooner-kvaliteter – ikke et øje tørt.

Trioen formåede virkelig at genskabe følelsen, man også får på albummet, og den utrolige tightness de skaber, på trods af de meget skrøbelige kompositioner, kan man kun tage hatten af for. James Blakes vokale præstationer og gruppens generelle leverencer af samples og beats var ganske enkelt forbilledlig, og så var det godt at få en subbasset rystetur midt i nydelsen af den klare smukke vokal – kontrasten, der gør Blake til helt sin egen.