Anmeldelse / Live / Mandag d. 18-06-2012 kl. 11:10

Lamb Of God
Copenhell, København,
lørdag d. 16. juni 2012

Anmeldt af Morten Thornvig
Foto: Christian Hjorth - www.hjorth-photo.dk

GAFFA		6 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 10 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Fænomenal metal-fest

Lørdag aften lagde Lamb Of God-frontmand Randy Blythe sig på knæene og tilbad den frådende menneskemængde foran ham.

Undertegnede bliver nu nødt til at returnere den gestus og gøre nøjagtigt det samme mod det amerikanske metalband, der i mere end ti år har været blandt de førende i genren.
Lørdag aften gav Lamb Of God en uomtvistelig heavy metal-lektion, der fik gårsdagens aldrende hovednavne fra Slayer til at fremstå som forstenede fortidslevn.
Selv om hovedparten af de fem herrer på scenen lørdag aften på Copenhell for længst har rundet de 40, var der på absolut ingen måde drømt, fyrre, fed og metalfærdig.
Bandet spillede med en så knusende energi og smittende entusiasme, som jeg ikke kan mindes at have oplevet tidligere og kun kan kandideres af en hæsblæsende koncert på Roskilde med Machine Head for præcis fem år siden.

Som evig indpisker med helt uovertrufne vokale kapaciteter var frontbrøler Randy Blythe selv det absolutte midtpunkt i lørdag aftens koncert, der meget vel kan være den bedste heavy oplevelse, undertegnede har oplevet. Nogensinde.

Nye numre som "Desolation" og "The Undertow" understregede LOG's knusende genialitet og særlige evne til at kombinere tonstungt groove med filosofiske tekster, og samtidig luftede bandet gamle favoritter som "Ruin", "Hourglass" og især den sjældne perle "Omerta," der i sandhed var en tonstung demonstration af bandets helt særlige sydstatsgroove, der meget vel kan minde om et andet forhenværende band fra samme omegn, der i min bog er nogle af de få, der kan overgå Lamb Of God.

"Omerta" i sig selv er en morbid fortælling om Cleveland-mafians benhårde æreskodes, hvor "a slip of the tongue" som oftest er lig med "a slit of the throat", kombineret med vanvittige temposkift og en betonhård bund af dobbelt stortromme og bas.

Det er i sandhed sådan, et heavy-show skal leveres, og med bandets to træfsikre afsluttere i form af "Redneck" og "Black Label" var der ikke et sortsminket øje tørt eller en nakkehvirvel, der fik fred.

Bandet virkede selv helt overvældet over publikums fanatiske respons, og da en vaskeægte julemand kom crowdsurfende i slutningen af sættet, måtte både forsanger Randy Blythe og guitarist Willy Adler lige gnide sig en ekstra gang i øjnene.

Selv ikke min store helt Bruce Springsteen formåede trods en stjernekoncert i Parken for nogle år siden at trække de mytiske seks stjerner op af lommen på mig. Men denne gang må jeg overgive mig til guds grumme lam og brødebetynget lange samtlige seks stjener over disken. Stjerner, der i dagens anledning er forvandlet til seks sorte pentagrammer.