Belgisk/iransk world-album drager med sammensmeltningen af europæisk og persisk musiktradition

I løbet af dette albums første halvandet minut forledes man til at tro, at der her er tale om en plade med klassisk kammermusik, idet en solocello på enestående spektakulær vis indleder seancen med sirlige melodilinjer, der giver associationer til en europæisk komponist som Bach. Men da en persisk tar (et traditionelt persisk strengeinstrument) og senere en ney (en persisk fløjte) og en tombak (en persisk tromme) sætter ind, omplaceres lytteren til en anden tid, et andet sted. Pludselig befinder man sig i et tidsrum, der kan spænde over mange århundreder og i et lydbillede, der forener europæisk og persisk musiktradition på forbilledlig vis.

Selv om begge tilgange bunder i meget dybe traditioner, er det imidlertid som om, lydbilledet emmer af nutid. Og det er dét, der gør aflytningen af Nedaye Asemani til en lise. Samspillet den belgiske cellist Sébastian Walnier og de tre, iranskfødte musikere Shahram Mirjalali, Davood Varzideh og Dadmehr imellem er eminent. Man drages ind i deres fælles univers, som på én gang – og vel at mærke helt naturligt – emmer af en forfinet europæisk musik og en lige så forfinet persisk.