Anmeldelse / Live / Mandag d. 18-06-2012 kl. 11:34

Slayer
Copenhell, København,
fredag d. 15. juni 2012

Anmeldt af Morten Thornvig
Foto: Christian Hjorth - www.hjorth-photo.dk

GAFFA		3 stjerner
Læserne		4,67 stjerner i snit (efter 12 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Slidte Slayer

For mig personligt står Slayers to skiver "South Of Heaven" og "Seasons Of The Abyss" stadig blandt de forreste plader i min hjemlige samling. Dem, der stadig i dag bliver pillet ud med så jævne mellemrum, at der ikke når at komme støv på. Derfor havde jeg, ligesom mange andre, enormt store forventninger til et af årets absolut største navne på årets Copenhell.

Slayer har altid været lig med uden-bullshit, sønderknusende metal, direkte ud ad motorvejen med 160 i timen. Og det var i sandhed også, hvad bandet leverede fredag aften ved midnat. Men til trods for tempo og en volumen, der må have fået de velpudsede vinduer hos Mærsks hovedkvarter på den anden side af Esplanaden til at dirre faretruende, var det som om Slayer aldrig rigtig foldede sig ud.

Det lugtede lidt af en rutinepræstation fra et band, der forståeligt nok mærker tidens slid efter godt 30 år i branchen. Alene trommeslager Dave Lombardo er dog en sand gud, når det handler om dobbelt stromtromme. En kunst, han meget vel kunne dele et par tips ud af til en gavflabet dansk trommeslager.

Altid sympatiske Tom Araya i front virkede egentlig også i fin form, men i modsætning til mange af årets positive overraskelser, kom Slayers tordendrøn aldrig rigtigt ud over scenekanten.

"World Painted Blood" fra bandets seneste album af samme navn rungede en smule hult, men også en klassiker som "Mandatory Suicide" fik aldrig rigtigt foldet sine kulsorte vinger ud.

Det var stadig tæt og velspillet, men der manglede bare noget. Det er svært at sætte en finger på præcis, hvad der manglede. Slayer er altid Slayer, og kvælende numre som "Dead Skin Mask" og "Angel Of Death" er bare altid et lyt værd, men de blev alligevel spillet med håndbremsen trukket.

Det var bestemt ikke kedeligt på Copenhell fredag aften, men det var bare heller aldrig rigtigt spændende.

Indtrykket var klart, at bandet leverede lige præcis nok til at tilfredsstille de mange sortklædte disciple, men så desværre heller ikke så meget mere end det. Forventningerne til Slayer er altid høje. De skal være høje, når man taler om en af thrash-metallens gudfædre. Fredag aften blev de for en gangs skyld bare ikke indfriet. Vi ved, Slayer kan mere end det her.