”Marley” er en smuk film om Jamaicas sjæl og reggaens potrygende ansigt.

Kevin Macdonald (instruktøren bag den Oscarvindende film "The Last King of Scotland") har skabt en episk, formfuldendt film om rastafariens åndelige leder. I en stram kronologisk fortælling, der starter med Bob Marleys fødsel i 1945 og slutter med døden kun 36 år senere, folder instruktøren en smuk og vigtig historie ud. Filmen er lang (to timer og 24 minutter), men samtidig en virkelig billedskøn fornøjelse.

Der sker nemlig ufattelig meget på de 36 år, Bob Marley har sin gang i verden. Vi kommer igennem det hele. De smukke episke billeder fra Jamaica, det amerikanske tour-liv og det stormombruste eksil i London. Vi møder Marley som musiker, far og ikke mindst (k)ærlig chef. En leder, der blev hovedkilde for rastafari-strømmene. Hele historien er fortalt af et ocean af mennesker, der kendte manden Marley. Fælles for dem alle er det livsmod, de stråler af. Uanset om det er Marleys enke, hans kærester ved siden af ægteskabet, hans børn, hans gamle Wailers-medlemmer (der er så fulde af morsomheder og galskab, at man somme tider skriger af grin) eller hans tyske sygeplejerske, så er de alle forblændet af legenden.

De ved alle, at Bob Marley var en farlig forbindelse, fordi han førte lige så meget tristhed som reggae med sig ind i deres liv. Ikke desto mindre er ingen af de godt 50 mennesker, dokumentaren kredser om, i tvivl: Bob Marley var en gave.

Fænger mest mod slutningen

Dog har de fleste dokumentarfilm, der strækker sig over mere end 120 minutter, det med at gentage sig selv. Maratonmesteren inden for genren, Martin Scorsese (manden bag Rolling Stones-, Bob Dylan- og George Harrison-dokumentarer), var da også tilknyttet "Marley", men blev uenig med producenterne. Macdonald overtog de kronologiske ideer fra Scorsese, hvilket gør filmens første tredjedel en smule kedsommelig, fordi vi næsten ikke hører fra Bob Marley selv. Til gengæld kommer der skub i tingene, da de første ska-inspirerede sager med Wailers dukker op. Især olietøndeversionen af "Teenager In Love"
er brillant.

Magien skal imidlertid findes mod filmens slutning, hvor instruktør Macdonald træder i karakter og sætter fokus på Bob Marleys filosofiske og religiøse tilgang til livet med masser af store landskabsbilleder. I "Marley's" åbningsscene går vi gennem den dør, som afrikanske slaver måtte gå igennem, når de blev skippet mod USA. Mod slutningen af filmen kommer vi så tilbage til Afrika for at opleve Bob Marleys fredelige kampe i Zimbabwe. Inden da har vi set mange andre store fights og tanker, som kun kommer til live gennem musikken. For de få båndede interview, der findes med Marley, vidner ikke om en jamaicansk
Jesus, men mere om en mand, for hvem ord er for dyrebare til at blive brugt for ofte.

I stedet kommer budskaberne til udtryk i Marleys reggaetekster, og filmen lader flot disse være Bob Marleys oprør. En legende har med "Marley" fået et smukt, morsomt og somme tider rørende eftermæle.