Dansevenlig pop til en tur i byen. Men det må gerne blive i byen.

Start med at kigge på coveret. Bad boy-attitude, 80'er-nitter på den trashede vest – pakket ind i noget, der minder om en aura af neonlys. Det ser måske lidt sært ud, men det er faktisk et ret godt cover, for det er præcis, hvad man får. Flo Rida har altid haft denne hårde attitude som rapper, men sandheden er bare, at det er længe siden, at det var den del, der stod mest frem, og med dette cover er det, som om det endelig er faldet på plads.

Men ét er coveret og udtryk – noget andet er musikken, og dette album rummer desværre 35 minutter med middelmådig pop. Det fungerer fint som underlægning, mens man laver noget andet, men det vinder ikke ved at sidde og lytte koncentreret. Den ene sang tager den anden, og man lægger mere mærke til gæster og samples end til hovedpersonen selv. Der er ikke som sådan noget at sætte en finger på, men der er omvendt heller ikke noget interessant at fremhæve.