Tidligere Naut-mand begår noget nær mesterlig solodebut

Han er ikke just allemandseje, men det burde han være, og forhåbentlig kan nærværende solodebutalbum fra det tidligere Naut-medlem Rasmus Olsen hjælpe til med at rette op på miseren – i hvert fald har manden gjort sit med dette ovenud vellykkede og velklingende værk, der på minimalistisk vis stort set udelukkende er spundet om Olsens fløjsbløde vokal og behagelige guitar, og som vækker søde minder om koryfæer som Leonard Cohen og Nick Drake.

Nauts righoldige instrumentering er således fortid, men til gengæld er Olsens flair for at sammenflikke usædvanligt iørefaldende melodier og vægtige tekster blot blevet forstærket over årene. Smukke vokalharmonier og flerstemmige passager løfter gentagne gange den melankolske oplevelse, hvis stærkeste kort tæller den eftertænksomt spørgende Who Are We Fighting For, den underfundigt foruroligende Whitney Is Dead og den muntert opløftende Jail House City, der alle besidder et mesterligt medrivende format. Enkelte andre numre ligger et stykke under disse perler, men det er en fornem sag, det her.