Skippa skitmusiken, din jävla skitstövel

Eric Prydz er big business i den kommercielle ende af house-spektret, og det gør åbenbart, at en optaktskompilering til den egentlige albumdebut skal være hele 276 minutter lang! Første cd, som består af hidtil uudgivet materiale, blander storladne popmelodier med kønsløse syntharpeggioer, velkendte (nogle vil sige slidte) hænderne-i-vejret-dance-tricks, fire til gulvet og så videre.

På Shadows blandes der lidt firser-house-bas i, og overalt er der white noise-sweeps til den store dance-guldmedalje. Er man ikke decideret fan af genren, er der al mulig grund til at holde sig langt væk fra Pryda, for de elementer, som ikke er rettet mod dansegulvet, eksempelvis de førnævnte arpeggioer og popmelodier, er metervarer af værste skuffe.

Ikke alene er numrene meget ens, men opskriften er også temmelig kedelig. Allein, eksempelvis, der er en bearbejdning af Polarkreis 18-nummeret, hvis nogen stadig interesserer sig for dem, har intet interessant at fortælle sin lytter.

De sidste to cd'ers numre har du hørt før, hvis du er fan, og hvis ikke, bør du nok lade være.