Anmeldelse / Live / Onsdag d. 27-06-2012 kl. 12:24

My Morning Jacket
Store Vega, København,
tirsdag d. 26. juni 2012

Anmeldt af Peter Lykke Madsen
Foto: Henrik Reerslev - www.dermauser.com

GAFFA		6 stjerner
Læserne		5,71 stjerner i snit (efter 7 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Den længe ventede første koncert på dansk jord…

Efter et hav af aflysninger var de her så endelig, og hvordan var det så? Det står i hvert fald klart at Jim James er en vaskeægte rockgud. En af dem som kan kendes på længden af deres Flying-V guitarsoloer og møllehjul. Angående soloer, så havde vi tre numre og et kvarter inde i koncerten fået tre guitar- og to saxofonsoloer, og der var meget mere hvor det kom fra. Da My Morning Jacket ikke turnerer med et egentligt album på denne tour, var der god plads til at komme godt rundt i bagkataloget, og der var således blevet plads til samtlige af gruppen seks studealbum. Flittigst repræsenteret var naturligt nok sidste års "Circuital" med fem sange og "Z", gruppens fjerde album fra 2005, med fire sange.

Jim James synger fantastisk aftenen igennem, og han er ikke bange for at putte lidt mere kraft bag den ellers så fine, høje vokal. Jim James' vokal bærer da også en stor del af bandets lyd. Som Jim James selv har sunget i aftenens åbningssang: "Why does my mind blow to bits every time they play that song, it's just the way that he sings". Jeg ved ikke om ironien er gået tabt på bandet selv, men det er under alle omstændigheder uhyggeligt passende.

I det hele taget er alle rockkanonerne blev rullet frem. Trommer og bas sidder ofte tungt i brystet på en, og vi bliver konstant overdynget med guitarsoloer fra både James og guitarist Carl Broemel. Man mærker tydeligt at My Morning Jacket har taget et stort skridt væk fra den mere rene countrylyd, som man fandt på specielt debuten, "The Tennessee Fire" fra 1999, og hen imod en mere 70'er-rocket lyd a la The Allman Brothers, Led Zeppelin og ikke mindst Neil Young på hans mere udknaldede sange. I slutningen af hovedsættet får vi i hvert fald en helt igennem syret jamsession, som vel strækker sig ud på omkring de 15 minutter, og selvom onkel Neil sikkert ville have fortsat indtil alle strengene var sprunget, så ville han have været stolt.

My Morning Jacket forstår dog også stadig at finde de stille stunder frem. Det fineste eksempel er da Jim James griber den akustiske guitar og giver os "Bermuda Highway". Man kan vel ikke andet end beundre den spændvidde der er i musikken, og hvor sammenspillet et band vi har med at gøre. Til tider går der ren stadionrock i den, volumen ligger også på et niveau som kunne spille en større mark op, men nu er vi også kommet til rigtig rockkoncert, og så hører det sig ligesom til.

Andre gange går der ren funk i den, det drejer sig særligt om numrene fra den ikke altid lige vellykkede "Evil Urges"-plade, hvor vi dog får den fantastiske "Smokin' From Shootin'", men til gengæld også må trækkes med den ret rædderlige "Highly Suspicious", måske nok det eneste decideret dårlige nummer, My Morning Jacket har på samvittigheden.    

Det er så også den eneste lille skønhedsplet der kan findes på en helt igennem overvældende aften, og i bund og grund er det med sætlistevalg jo helt op til smag og behag. Faktum er at My Morning Jacket er et bedre liveband end langt de fleste der findes derude. Det var en skam at der ikke var dukket lidt flere op, der fik den oplevelse. Vi må håbe at der ikke går så lang tid før man får chancen igen, både for os der ved hvor fantastisk det er, og for dem som stadig har oplevelsen til gode.