Mindst lige så spændende som genudsendelser af ”Nord og Syd”

Hvad har prutter og nostalgi til fælles? Minimum to ting. De er bagudrettede, og de stinker. Sådan er det lidt med Graffiti6 og deres album Colours. Tresserpop-rock, soul og funk blandes med antydninger af halvfemser-triphop og klassiske breakbeats, men uden at der føjes noget nyt til elementerne, eller at nogle af dem bruges på en overraskende måde.

Colours da ganske behageligt selskab. Lidt ligesom en rar, men lidt uduelig onkel til familiefesten, som kun fortæller irrelevante og lidt kedelige, men ikke decideret frastødende historier fra gamle dage. På Stare Into The Sun, for eksempel, spilles der så mange forslidte vamps og udkneppede klichéer fra det store blues-lick-katalog, mens forsanger Jamie Scott synger gennem sin forvrængende Green Bullet-mikrofon, at det bliver så bagudskuende, at det ironisk nok mister enhver autenticitet og troværdighed.

Den soulede This Man er lige så kedeligt produceret og arrangeret som resten af pladen, men melodien har i da visse sødmefyldte kvaliteter.