Anmeldelse / Live / Fredag d. 29-06-2012 kl. 09:42

Tom Jones
Den Fynske Landsby, Odense,
torsdag d. 28. juni 2012

Anmeldt af Christoffer Henneberg
Foto: Anja Ankerstjerne

GAFFA		5 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

En aldrende entertainer, der har oplevet en kunstnerisk genfødsel

+ Se hele galleriet

Det var overvejende det grå guld, der var mødt op for at opleve Tom Jones indtage scenen i Den Fynske Landsby denne juni-aften. Modsat Bob Dylan, der for præcis et år siden gav koncert samme sted, formår Tom Jones tilsyneladende ikke at tiltrække et yngre publikum. Og da slet ikke yngre mænd, hvorfor denne anmelder-signatur skilte sig noget ud blandt publikum.

Men det er en egentlig en skam. For hans seneste to udgivelser – 2010's "Praise & Blame" (2010) og dette års opfølger "Spirit in the Room" – vidner om at den gamle hankat ikke bare er en garvet entertainer, men også en fremragende fortolker af et mere dybsindigt sangrepertorie. Lyt f.eks. bare til hans udgave af Dylans "What Good Am I?" fra "Praise & Blame" eller Leonard Cohens "Tower Of Song" fra "Spirit in the Room".

Og han ligner såmænd også nærmest en gammeltestamentlig vismand, da han et kvarters tid forsinket lunter ind på scenen med sit nu helt grå hår og tilsvarende fuldskæg. Men selvom håret har mistet farven, så er kuløren frisk, og Jones virker i fin form, da han sætter i gang med "Hit or Miss" "Are we gonna have a good time tonight? spørger han herefter, og den er publikum så med på. En god start.

Jones' dansetrin virker naturligt nok lidt anspændte i starten, og vi skal hen til femte nummer – den uimodståeligt tresser-kitchede"What's New, Pussycat?" –  før Jones for alvor får sat fut i denne fynske sommeraften, hvor det gamle frilandsmuseums amfiteater danner en unik idyllisk ramme om koncerten. Det er også her, at de første trusser bliver kastet op på scenen fra den trofaste skare af hovedsageligt kvindelige fans, der har taget plads helt oppe foran.

Imellem et par numre fortæller Jones, at aftenen dog ikke bare vil byde på gamle favoritter, men også nogle sange fra de seneste to udgivelser. Hvad disse angår, gjorde især førnævnte "Tower of Song" lykke, hvor linien "I was born with a gift of a golden voice" får en helt ny betydning i Jones' mund. For stemmepragten har ikke mistet en brøkdel af sin pragt med årene og er ganske enkelt ærefrygtindgydende i al sin vælde.

Men også "Soul of a man" står stærkt. Med sine vers om en mands åndelige søgen et godt eksempel på den mere introspektive side af Tom Jones, der har åbenbaret sig på det seneste og som hos kritikerne har givet anledning til sammenligninger med såvel vennen Elvis Presleys combeack i 1968 som Johnny Cashs alderdomsværk "American Recordings".

På baggrund af disse højdepunkter kan man så tilgive ham, at vi skal udsættes for det skampulede halvfemserhit "Sex Bomb", men der skal jo også være noget for dem helt oppe foran. Da aftenen afsluttes med "Kiss" er vi med sætlistens ikke mindre end 21 sange nået hele vejen rundt om en aldrende entertainer, der har oplevet en kunstnerisk genfødsel ved omsider at turde være sin alder bekendt.