Anmeldelse / Live / Mandag d. 02-07-2012 kl. 20:03

The Beardy Durfs
Roskilde Festival, Pavilion Junior,
mandag d. 2. juli 2012

Anmeldt af Rune Schlosser
Foto: Kristoffer Amlani Ulbak

GAFFA		2 stjerner
Læserne		1,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Der blev vekslet mellem skrigende diskante støj-panoramaer og hovedløs larm af det behårede mellemkød, der manglede melodiøsitet

Jeg takker de højere magter for, at jeg havde husket at proppe mine ørepropper i min lomme forud for koncerten med københavnske The Beardy Durfs' sæt. For så kunne jeg nemlig finde dem frem idet første tone eller første feedbackstøj skreg ud af højtalerne på Pavilion Junior. Jeg formoder, at det var gruppen selv, der også klogeligt havde valgt at smide en god håndfuld ørepropper ud over publikum – ellers var der en venlig sjæl, der netop havde gjort det, før undertegnede trådte ind i teltet.

Duoen The Beardy Durfs spiller en omgang forenklet noiserock, der i mindre grad havde en mere garage-rocket, tilgængelig og melodisk karakter. Der var blandt andet numre fra deres to syvtommer-singler fra 2012, "Lunch Box/Ponce" og "Redhead/Cassette Culture". Trommer og guitar er rammen, de to har valgt at arbejde ud fra – det begrænser, men især i gruppens lydbillede var de meget kreative. Do-it-yourself-mentaliteten de tilskriver sig selv på deres hjemmeside kom især til udtryk ved guitarlyd og den anordning, der var klistret på trommesættet.

"Vi plejer ikke at spille for så mange – sidste gang kom der to" ytrede Peter James Andrews fra The Beardy Durfs. Duoen formåede at skabe en god drivende energi i flere sange, hvor skiftende tempi og susende diskantstøj var den etablerende form. Lydene på såvel guitar som sang var interessant skruet sammen, hvor blandt andet vokalen var pålagt samme lyd som den velkendte skratten, der blandt andet kommer, når der flyttes med en guitar-rørforstærker. Der var også tungere "Loveless"-elementer, mens der flere gange blev fremkaldt et metallisk afgrunds-ekko.

Desværre var meget af materialet meget enkelt bygget op – også for enkelt. For flere gange var det stort set "kun" power-akkorder og beat, der udgjorde lydbilledet. Lidt mere af et tredje element i numrene ville gøre underværker. Eksempelvis ville lidt mere melodiøsitet være en fremragende tilskrivelse. Duoen syrede flere gange ud i ren hovedløs larm, der fungerede som en slags intermezzo, før et beat blev sat an – og det virkede ganske idéløst. Støjæstetikken var så sandelig til stede, men materialet fremstod desværre ret rodet, og på trods af en række energiske eskapader, så blev gruppens skærende diskante lydpanoramaer desværre aldrig til mere end støjede lyde med blot momentvis idé og struktur.