Anmeldelse / Live / Mandag d. 02-07-2012 kl. 20:16

Nelson Can
Roskilde Festival, Pavilion Junior,
mandag d. 2. juli 2012

Anmeldt af Rune Schlosser
Foto: Kristoffer Amlani Ulbak

GAFFA		3 stjerner
Læserne		4,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Nelson Can var ligesom irernes landshold under EM – de besidder en vilje som ind i helvede, men med en mindre grad af teknik

Den "Peter Gunn"-lignende figur fra Nelson Cans "Troublemaker" var de første toner, den kvindelige trio sparkede ud over scenekanten. For det var i sandhed helflugtere, der blev sendt ud over publikum, hvor der rent energi- og attitudemæssigt var meget at hente fra de tre kvinders minimalistiske show på Pavilion Junior denne tidlige aften.

Singlen "Apple Pie" samt fælles-ep'en med The Fredudian Slip og Echo Me fra i år var med i bagagen til Roskilde Festival-koncerten, der indeholdt flere højdepunkter, men ligeså også en del bundelementer. Trioens skrabede opbygning af primært bas, trommer og perkussion var således ganske udmærket, hvor især sammenligningen med Roskilde Festival-aktuelle Jack White og dennes The White Stripes virker oplagt. Ikke mindst på grund af de slægtsbetonede basfigurer, trioen ofte starter deres numre ud med. Især i et nummer som "People's Republic Of China" var det særligt udtalt.

 "Vi er lidt nervøse" fik gruppen da også nævnt, og det kunne godt mærkes på deres mangel på tightness, der desværre flere gange blev en smule for udtalt. En god del af det blev der dog gjort op for af især forsanger Selina Lannies indpiskende facon, mens hun flere gange hoppede ned til publikum og kastede sin kantede flotte vokal ud over publikum. Gruppen blev desuden også suppleret af The Freudian Slips Noah Rosanes' guitarspil som et fint indslag.

Gruppen gav en sang om Peter Belli, der var mere et spørgsmål end en opfordring, som de ytrede det, før "Are You High?" blev sat an med en kompresseret distortet bas, mens Lannies forførende blik til publikum blev mødt med kyshånd og klapsalver, ligesom Signe Tobiassens attitude også fungerede godt på scenen.

Højdepunkterne var især "Love the Dog" samt kendingen "Apple Pie", der var gruppens næstsidste nummer, hvor Selina Lannies version af Jim Morrison blev tydelig. Her var også de seksuelle undertoner og vreden ikke til at tage fejl af, og man ville nødig have været i den ekskærestes sko fra "Love the Dog". Den "Kill Bill"-lignende fløjtefigur var meget veludført, og det var et dejlig catchy nummer med en fin naivistisk tilgang. Slutteren, hvor Roskilde blev indlemmet i teksten, var desværre en kende for rodet for undertegnede.

Overordnet var trioen en udmærket oplevelse, der med stor energi, charme og velvilje kastede deres kærlighed på Roskilde Festival. Når nervøsitet og materiale er blevet udviklet endnu mere, i samme styrke som en "Apple Pie", kan de nå rigtig langt – for på scenen virker de så sandelig til at føle sig hjemme.