Anmeldelse / Live / Tirsdag d. 03-07-2012 kl. 09:58

John Hiatt
Amager Bio, København,
mandag d. 2. juli 2012

Anmeldt af Carsten Skov
Foto: Rasmus B. S. Hansen - www.terranaut.dk

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Skælmske og bidende sange fik festen ud i alle hjørner

Der lå en dyne af lettere kvælende sommervarme over byen, som et varsel om aftenens forestående musikalske begivenhed. Her tænker jeg ikke på Madonnas velkalkulerede udstyrsstykke i Parken. Nej, det var nærmest hendes absolutte modstykke, hvad udstyr og udvendigt lir angår, der i dén grad havde sat vand over til fest i den anden ende af byen.

John Hiatt og hans band Combo indtog scenen i den tæt pakkede Amager Bio kun ganske få minutter forsinket, og den indledende "Master Of Disaster" slog fra starten den bundsolide variation af sydstats-rocken an, som er Hiatts kendemærke.

Tilsæt derefter et drys skælmsk humor og et skvæt skarp, til tider bidende historiefortæller. Så har man et godt billede af indholdet i sange som "Tennessee Plates", "Down Around My Place" og "Damn This Town", de to sidstnævnte fra det seneste album "Dirty Jeans And Mudslide Hymns".

Skal man forsøge at være en vrissen gammel mand, så kan man indvende mod John Hiatt som performer, at han ikke improviserer som en Bruce Springsteen - eller omarrangerer sine sange til ukendelighed som en Bob Dylan. Der er nu alligevel ikke meget grund eller plads til at være vrissen, når man oplever, hvor enkle, stramt afleverede og levende hans sange står.

Tør humor

Tid og alder gik igen flere gange  i Hiatts introduktioner til numrene. Første gang, da han introducerer "Perfectly Good Guitar" med kommentaren om, at nummeret er vel en to-tre år gammelt ... blot for at konstatere, at albummet med samme titel faktisk er helt tilbage fra midten af halvfemserne. Samme tidsforskydning gik igen, hvor Hiatt finder det tankevækkende, at han skal lige så langt tilbage i erindringen om, hvornår hans kone sidst kaldte et tilløb til et par kilo for meget på sidebenene for ... love handles.

Med denne tørre humor anbringer Hiatt sig selv i øjenhøjde med sin alder, sin position og rolle som kunstner og frem for alt med sit publikum. Måske en vigtig årsag til, at festen og Hiatts let tilbagelænede fandenivoldskhed gik så rent ind hos aftenens modne publikum med numre som "Real Fine Love", "Slow Turning" og "Feels Like Rain".

Jeg kunne da heller ikke helt holde et sentimentalt øjeblik på afstand, da Hiatt berettede om en fransk digter – hvis navn han blankt måtte indrømme, at han ikke kunne udtale korrekt – der i poetiske vendinger havde givet en gribende opfordring: Grib din elskede ved armen og drag sydpå. "Drive South" stod på den måde som længslen efter at få håret blæst igennem med kalechen slået ned – vel at mærke med den eneste ene på passagersædet ved siden af.

Lang karriere

John Hiatt har været på banen i 49 år – i hvert fald hvis man regner karrierens start fra hans første guitar som 11-årig. Mange år gik med at skrive sange til andre. Sange, som blev til deciderede hits og dermed banede vejen for at Hiatt selv kunne træde frem i rampelyset. Han rettede således en stor tak til Bonnie Raitt for at have gjort "Thing Called Love" til et kæmpehit. Denne aften i Amager Bio viste Hiatt dog, hvordan nummeret skal lyde med hans egen nerve og skarpe, vrængende vokal. Samme behandling fik "Riding With The King", der nok er blevet udført af den fornemme duo Eric Clapton og B. B. King, men som er en naturlig kulmination på en fornem aften i selskab med John Hiatt and Combo.

Hiatt præsenterede faktisk sit band, Combo, hele to gange. Slet ikke kunstigt, tværtimod. Måske hans anerkendelse af, hvor vigtige alle fire i bandet er for det tætte samspil? Doug Lancio stod for skarpe og intense soli. Brandon Young for lyse vokalharmonier – samt for at stemme guitarer og mandoliner. Endelig stod Kenneth Blevins for en solid præstation i maskinrummet, som Hiatt betegnede trommeslageren. Svært for Nathan Gehri som bassist at levere meget andet end ... en solid bund under helheden.

John Hiatt kom, så og sejrede – og fik det i grunden til at se så legende let ud at få festen til forplante sig til fjerneste hjørne på balkonen. Men han får sgu kun fem stjerner. Der skal jo også være noget kæmpe for, at stræbe efter, næste gang hans skælmske og bidende sange lyder over Danmark.