Hæderligt forsøg på at matche mestersangskriverens monumentale mørke

Undertegnede har lyttet mere til denne plade end til så mange andre, jeg lytter til i embeds medfør – og så er det ikke engang fordi den er væsentligt bedre eller ringere end alt mulig andet eller – Gud forbyde det – fordi jeg ellers tager let på rollen som smagsdommer. Nej, simpelthen for at forstå, hvad meningen er med disse ni meget loyale, skrabede fortolkninger fra den store, afdøde sangskriver Townes Van Zandts katalog.

Svaret har ikke materialiseret sig endnu. Man aner ikke skyggen af distance eller nytænkning, og der spilles med dødsens alvor og samme skramlede æstetik som hos forbilledet; westernguitar og vejrbidte vokaler, der her lejlighedsvist komplementeres af en snerrende elektrisk guitar.

Altsammen fint, og sangene - herunder højdepunkter som Tecumseh Valley og St. John the Gambler - er i sagens natur stadig fremragende. Sagen er bare den, at det hele lægger sig så tæt op ad forbilledet, at det bliver vanskeligt at få øje på grunden til ikke bare at gå til kilden. Og skal man være lidt skarp, kan man tilføje, at fadæsen muligvis også består i de lejlighedsvise forsøg på at lyde endnu mere rugende og sort end originalerne. For det kan ikke lade sig gøre.