Anmeldelse / Live / Onsdag d. 04-07-2012 kl. 11:25

Chris Cornell
Det Kongelige Teater, Gamle Scene, København,
tirsdag d. 3. juli 2012

Anmeldt af Simon Nathanael
Foto: Rasmus B. S. Hansen - www.terranaut.dk

GAFFA		5 stjerner
Læserne		5,08 stjerner i snit (efter 12 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Rockvokalmæssig magtdemonstration gav gåsehud

"Hvad skal jeg spille først?" Chris Cornell spørger salen, som med det samme kaster det ene ønske efter det andet tilbage. "Billie Jean!", "Seasons!", "Like A Stone!", og det bliver det sidste, Audioslave-nummeret fra bandets debutalbum, som åbner aftenens koncert. Den melankolske ballade præsenterer Cornells sprøde stemme i al sin nøgenhed, og allerede fra starten imponeres man af hans rangering af toner fra en rungende dybde til hæse kraftudslip i den øverste ende af hans fulde register. Det fortløbende bliver en ren magtdemonstration af både sangskrivnings- og sangteknisk karakter. Fortryllelsen forpurredes kun af enkelte nyere sange, som med deres lidt samlebånds-agtige popskæring stod i for hård kontrast til en ellers gennemgående grunge-ægthed.

Tidligere værker er bedst

"Ground Zero" fra den knapt så vellidte soloplade "Scream" overtager, og viser den mere poporienterede retning, Cornells sangskrivning tog i løbet af 00'erne. Sangene fra denne plade er ikke så stærke som de tidligere solo- og bandværker, og bifaldet mærkes derfor mere markant efter hittet "Be Yourself" og numrene "Hunger Strike" og "Call Me A Dog" fra hans andet bandprojekt, Temple Of The Dog. Tilsammen giver disse værker en langt bedre formulering af Cornell som sangskriver og efterlader numrene fra "Scream"-pladen som et én-dimensionelt pop-portræt af en artist, som længe inden da foldede sig ud i langt flere dimensioner og lag.

Viser sin musikalske modenhed

På 2011's "Songbook"-album blev Cornell for første gang præsenteret som unplugged soloartist. De foregående år havde han været på tour som en sådan, og der florerede amatøroptagelser på nettet af hans fortolkninger Michael Jackson, John Lennon og selvfølgelig de gamle Soundgarden-sange. Han har været soloartist side debut-albummet "Euphoria Morning" fra 2000, men skiftet fra en artist, som bakkes op og pakkes ind i band og produktion til en, der stiller sig op ganske alene og spiller 25 sange på en akustisk guitar, er en bedrift, der vidner om musikalsk modenhed og samtidig fungerer som et uforfinet udstillingsvindue for et imponerende bagkatalog af sange.   

"En lille smule fucked up"

I aften stikker især numrene fra "Euphoria Morning" ud. På den tyktflydende grunge-ballade "When I'm Down" stiller Cornell guitaren fra sig og sætter en vinylplade på med et klaverspor indspillet af den nu afdøde Natasha Schneider. Selv uden guitar genkendes de grungede dur-akkordprogressioner, som er så karakteristiske for genren, og Schneiders fortolkning bringer nummeret ind i et krydsfelt af blues-, jazz- og folk-traditionerne, som er inspirerende friskt. Fra Soundgarden-tiden brillierer Cornell især med den dragende sortseer "Blow Up The Outside World", som dog efterlader teenage-melankolien i 90'erne og i stedet vender vrangen ud på facaden og viser stemmens enorme dynamik og det sangskriverpotentiale, Cornell besidder, selvom han ifølge egne udtalelser var "en lille smule fucked up," da sangen blev skrevet. Herefter fulgte endnu en "Scream"-sang, som desværre ikke når nær samme højde.

Fortryllelsen forbliver

Cornell har en af de der stemmer, som er så detaljerig og interessant, at det er ufattelig svært at få for meget af den. Kun enkelte steder, hvor stemmebåndet er spændt til sit yderste og pludselig "knækker" og bliver til et skrål uden en egentlig tone, hæves fortryllelsen en smule. Men på den anden side er det også netop denne frimodige frådsen med sig selv, der er medskaber af Cornells tiltrækningskraft: som publikum vil vi ikke kun se det, som er perfekt – det vil vi også – men vi vil se alt det hele, helt op til den tærskel, hvor artisten presser sig selv ud i en situation, der viser, hvor det perfekte hører op, og den menneskelige viljestyrke og trodsighed kommer til syne. Det kaldes identifikation.

En hyldest til traditionerne

Hen mod slutningen får vi to Led Zeppelin-numre, som skiller sig ud ved Cornells valg af alternative fraseringer. Hele molevitten spilles i store, åbne akkorder på guitaren, som giver en enorme fylde og robusthed i udtrykket – specielt i den akustisk veltilpassede Gamle Scene. Koncerten når sine højdepunkter med "I Am The Highway" fra Audioslave-debuten, som har en fantastisk tekst om uafhængighed, "The Keeper", som er Cornells bud på en film-sang,  hvor han også viser sig som en veludviklet guitarist, og endelig Bee Gees-coveret "To Love Somebody", som sammen med fortolkninger af et par Beatles-sange bliver Cornells hyldest til de musikalske traditioner, som har produceret ham.