Anmeldelse / Live / Onsdag d. 04-07-2012 kl. 20:36

Girlseeker
Roskilde Festival, Pavilion Junior,
onsdag d. 4. juli 2012

Anmeldt af Mikkel Drejer Bertelsen
Foto: Henrik Reerslev - www.dermauser.com

GAFFA		3 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

80’er-pop møder punkens ligeglade uimponerethed

Det københavnske undergrundsband Girlseeker åbnede den sidste dag i Roskildes række af opvarmningskoncerter. Deres attitude er både til at le af, men samtidig også så gennemført, at man bliver imponeret over hvor uimponerede bandmedlemmerne er.

Girlseekers lyd er før blevet sammenlignet både med Ariel Pink og Joy Division, men i samme åndedrag er det blevet forklaret, hvor underlig eller fjollet eller kitschet den københavnske pendant samtidig er. Og kitschet var nok det mest rammende tillægsord, for alle numrene var svøbt i 80'er-synth og rytmeboks, tilsat en for det meste ret utight og nogle gange tonemæssigt galt afmarcheret guitar og forsangerens dybe og mumlende sang.

Efter en chillet intro, hvor hele bandet stod som statuer iklædt solbriller, gik de i gang med det regulære sæt, lagt ud med rammende "Slow" fra deres debutalbum udgivet på kasettebånd, "1-800-Greed", en sang der både benyttede sig af et komisk helte-agtigt keyboard og den til alle tider brummende vokal. Herefter fulgte en række numre, der lagde sig imellem en lyd som mindede om introen til "Teenage Mutant Ninja Turtles" og tung punk.

Kejserens nye klæder?

Det store spørgsmål med dette band er om man køber præmissen, eller om man lidt som barnet i eventyret råber "Jamen, de kan jo ikke spille". Hvis man leger med, har de en uforlignelig attitude, der på en sublim måde sampler punkens ånd i sin grundform; musikere, der i bund grund er fuldstændig ligeglade med hvordan det lyder og har en medfødt angst for at være for gode til at spille på deres eget instrument, fordi man så ikke er ligeglad og cool nok. Det er fedt og imponerende, at de kører stilen så langt ud, og det tager jeg hatten af for. Desværre har jeg en større forkærlighed for veludført musik end veludført attitude, og musikken halter desværre – også hvis man køber præmissen. Når der bliver spillet en forkert skala i en forkert toneart så det skærer i ørerne, ja så er det nærmest uundgåeligt, at det går ud over koncertoplevelsen.

Samtidig lo publikum også flere gange højlydt over de åbenlyst komiske passager, som for eksempel når forsangeren med et forstenet ansigtsudtryk trækker mikrofonen til munden og så ganske pludseligt udbryder et "uuh", der overhovedet ikke passer til mimikken. Om de tager gas på publikum eller er bundseriøse er ikke til at sige.

Samlet set er instrumenteringen ret 80'er-cool og punket, men det er ikke særlig veludført, og jeg har til tider svært ved at se, at det gavner oplevelsen, hver gang der bliver spillet forkert. God stil, mindre god koncert.