Anmeldelse / Live / Torsdag d. 05-07-2012 kl. 00:24

Linkoban
Roskilde Festival, Pavilion Junior,
onsdag d. 4. juli 2012

Anmeldt af Rune Schlosser
Foto: Henrik Reerslev - www.dermauser.com

GAFFA		4 stjerner
Læserne		4,33 stjerner i snit (efter 3 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Linkoban spillede russisk roulette med sin ”popgun” på Pavilion Junior

Hun er vel det tætteste, vi i Danmark kommer på en kvindelig udgave af M.I.A – Linkoban, der netop har udgivet en ep på den beslægtede kunstner Lucy Loves pladeselskab. Linkobans musik adskiller sig fra "storesøsteren" ved en umiddelbar og mere naivt-poppet musik – ikke mindst via sine lyriske eskapader.

Ep'en "Super Into On It" udkom således i mandags, men det betød ikke, at Linkoban er gået ubemærket hen. I hvert fald var det en velbesøgt koncert på Pavilion Junior, som fortløbende blev mere og mere medrivende. På scenen var der en stor rød thai-kat samt et stort okselogo, og med sig havde hun to musikere – en på elektronik, en trommeslager og to dansere, der kom ind på udvalgte sange og gav den op som føjelige killinger for det dominerende køn.

Linkobans stil befinder sig et sted mellem rappede og sungne fortællinger, der i nogle tilfælde kalder på en Nicki Minaj, hvor karakterskiftene i det narrative forløb har omskiftelige ansigter. I store dele af sættet var der en stærk elektronisk, dubbet lyd, med store synth-flader med masser af power.

I nogle tilfælde overskyggede Linkobans produktioner hende selv. Eksempelvis i den ellers fremragende "Ox", hvor tungheden af produktionen samt de hylende synth-lyde for alvor skinnede igennem med en stor rumlighed og suspense til følge – et track, der gerne snarest må dukke op på en indspilning. Hendes musikalske makkerpar var hvidmalet i ansigterne, mens hun selv spurgte publikum, om de vidste, hvad man siger om drenge med store næser? Det svarede hun så selv på i "Big Boys Big Noses" med et større dancehall-præg og reggaeton-lignende beat.

Også "Popgun Track" var ganske god, hvor Linkobans kærlighed for pop, hun "bare ikke kan lave – og så alligvel", stod frem. Det påviste Linkobans ironiske distance til sit eget materiale, der i den grad var en tiltalende faktor. Af og til blev sangene en kende for karikerede og nogle enkelte strofer en kende for oversimplificerede, og som nævnt var de stærke produktioner meget voldsomme i forhold til Linkobans vokal. En vokal, der var dubbet med backtrack, hvor danserne for min skyld gerne måtte være erstattet af en sanger til at gengive korsvarene i levende live, men det er naturligvis en smagssag.

"Like This" sluttede sættet, der på det tidspunkt var på højdepunktet med den grimede karakter og dubsteppede lyd. Publikum tog vel imod Linkobans komprimerede elektro-grime-pop, der bestemt havde sine momenter. Hun virkede mere og mere afslappet som sættet skred frem, og det var derfor først for alvor mod slutningen at energien blev total.