Alanis Morissette
O2 Academy Brixton, London,
onsdag d. 27. juni 2012
| GAFFA | 4 stjerner | |
| Læserne |
|
Endnu ikke anmeldt af læserne |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Comeback-håb for Alanis Morissette
Arkivfoto
Onsdag aften den 27. juni gav Alanis Morissette en af sine første koncerter i England i 02 Academy Brixton i London på sin såkaldte "The Guardian Angel Tour". En udsolgt koncert, der bragte 90'er- og 00'er-minder frem hos alle. Nutidens Alanis Morisette er nu 38 år, veganer og langt mere glamourøs end tidligere. Hendes karakteristiske lange hår, konstante smil og musikalske intelligens vejede op for, at hun ikke sagde så meget og til tider virkede lidt rusten.
Alanis spillede sin sidste tour i England i 2008, hvor hun netop havde udgivet albummet "Flavours of Entanglement". Hendes ottende album, "Havoc and Bright Lights" er i handlen til august, og hun beskriver albummet som sin "følelsesmæssige, psykologiske, sociale og filosofiske kommentar gennem sang". Hun lod publikum få en smagsprøve på fire numre fra albummet, og publikum virkede tilfreds med Alanis Morissettes mere voksne lyd, som ikke længere indeholder samme rodløshed og vrede som tidligere albums.
Trods en mere anonym periode for Alanis Morissette de senere år vidner et massivt albumsalg gennem tiderne om en dedikeret fanskare og et muligt comeback verden over.
Koncerten var uden opvarmning, men dette havde også været overflødigt. Dog startede koncerten langsomt op med en langt instrumental seance, hvor bandet indfandt sig på scenen. Jublen var derfor endnu større da Alanis Morissette endelig kom frem på scenen. 02 Academy Brixton satte hyggelige og stemningsfyldte rammer for en koncert hovedsageligt med hits og fællessang. Alanis behøvede knap synge de velkendte hits "Ironic", "You Oughta Know" og "All I Really Want", da publikum med glæde sang dem for hende. Hendes mezzo-sopranstemme kom dog til ret under mere komplicerede numre som "Versions of Violence" og "21 Things I Want in a Lover".
02 Academy Brixton har længe haft ry for at være Londons førende spillested – et must-play for kunstnere og et populært sted blandt musikelskere. Koncertsalen har vundet priser som "Best venue" (NME) hele 12 gange mellem 1994 og 2007 og modtog i 2009 Musikweek-prisen for "Venue of the year". Med en kapacitet på cirka 5000 mennesker er det virkelig et mindeværdigt spillested med en arena med en fantastisk udsigt på grund af det skrå gulv.
Indretningen er det bevarede art deco-interiør, som er en omfattende bue, baseret på udformningen af Rialtobroen. Til tonerne af Alanis Morissettes melodiøse og intense musik og de blå lys fra scenen fik koncertgæsterne en følelse af at stå i et amfiteater under den mørkeblå himmel.
At Morissette ikke har turneret i nogle år var næsten ikke til at spore, bortset fra få fejl i timingen. Under starten af nummeret "Versions of Violence" fik den canadiske sanger startet på et forkert taktslag og måtte stoppe musikken. Hun brugte sin charme og spurgte publikum om de alligevel ville høre hele nummeret, hvorefter en begejstret fanskare råbte samtykkende.
Koncertens højdepunkter var udover de åbenlyse hits Morissettes nyfortolkning af hendes eget nummer "It's Not All Me" fra albummet "So-Called Chaos" fra 2004, Morissettes sjette album. Morissettes nye tekst og melodisk fortolkning var fængende og med referencer til den originale tekst.
Næstsidste ekstranummer i London blev nummeret "Uninvited" fra 1998 som var blevet udvidet med en smuk klaversolo. "Uninvited" blev i sin tid produceret til soundtracket til filmen City of Angels.
Sidste ekstranummer var, ikke overraskende, "Thank You" fra Alanis Morissettes fjerde album "Supposed Former Infatuation Junkie" fra 1998. En sang, som fra flere sider opsummerer koncerten. Tak til Alanis Morissette med band for en mindeværdig oplevelse, og al held og lykke med det kommende album.












Log ind for at kommentere.
Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.